Mandag d. 19.3.2018. Goddag København.

Så blev det tid til Emiraterne, der ville sørge for os de næste 6.5 timer, som det tager at flyve den store A 380 fra Dubai til København. Den lille plads på række 63 stod klar med al den behagelighed, der er plads til, på så lille en plads. Tiden gik med læsning, film (den sidste Oscar vinder Shape of Water), lidt mad og en lille lur. 

Og så var der lang ventetid i ankomsthallen ved bagagebåndet. Det tager tid, når bagage fra mere end 500 mennesker skal cirkle rundt på et bånd, og samtidig er det utroligt, at to kufferter, der checkes ind sammen, kan spredes så meget, at den ene kommer som en af de første, og den anden som en af de sidste, men de har selvfølgelig også skiftet fly undervejs på vores lange hjemrejse. Men heldigvis havde vi god tid, inden vores næste fly lettede.

Da bagagen endelig var samlet sammen, gik det mod udgangen, hvor der var check af, om nogen på dagpenge og andet lignende, havde været uretmæssigt på en lille ferie. Vi blev også sendt ind i denne kø, men heldigvis opdagede en medarbejder, at vi vist var for gråhårede, til at det kunne være aktuel med os, så vi slap for denne kontrol.

Sidst på eftermiddagen kunne vi gå ombord i den sorte flyver fra AlsieExpress. Her måles flytiden kun i minutter, man kan lige nå en kop the. Modsat har vi, siden vi forlod Sydney søndag, talt flytiderne ned i timer. Men heldigvis gik hjemturen fint og planmæssigt hele vejen. 

Passaten havde holdt ferie i lufthavnen i Sønderborg, og den startede fint. Vores genbo, Claus, har haft glæde af, at vores garage var tom, så hans bil kunne stå under tag, igennem de mange snevejrsdage, som der har været. Og så har huset samtidig set beboet ud, med bl.a. kørespor i indkørslen.

En fantastisk ferie er slut i et fantastisk land, hvor der ikke er hjorte på advarselsskiltene langs vejene, men derimod et billede af en kiwi. Landet har en befolkning, der er meget venlige, ordentlige og hjælpsomme, vi fik bl.a. altid en fantastisk service på turistkontorerne. Og så er der så rent overalt, i byerne, langs landevejene, på strandene, ja overalt. Det er et stort land, med en fantastisk natur, og spækket med muligheder for oplevelser.

Søndag d. 18.3.2018. Farewell Sydney.

Så blev det den sidste feriedag. Vejrudsigten siger blå himmel med sol og 37 grader, så det bliver vist lidt varmt at tage til lufthavnen. Morgenmaden fik vi som sædvanlig i haven, en af de store farverige regnbuepapegøjer kom og underholdt os i træet ved siden af, og flere sad i de andre træer. Senere kom der to og satte sig på rækværket ved terrassen.

Rejsetøjet blev fundet frem og bagagen pakket. Alle kufferter blev vejet og fundet for tunge, men det går nok. Hvorfor vejer og fylder bagagen altid mere på hjemrejsen end på udrejsen? Heldigvis går det ned ad bakke de ca. hundrede meter til færgen. Da vi havde sagt farvel til værten John, fortalte han, at vejrudsigten for idag nu lød på 39 grader.

For sidste gang sejlede vi turen med den lille færge under Sydney Harbour Bridge, forbi Operaen og ind til færgelejet Circular Quay. I løbet af de fire dage her i byen, er vi blevet meget kendte med denne tur. 

Vi tog elevatoren op til togperronen, og kort efter kom toget til lufthavnen. Det er nemt, når der ingen trapper er, selv når vi går ombord på færgen, kan vi køre med vore kufferter.

Vi fik checket ind i Qantas nye elektroniske system. De storsmilende damer, der hjalp passagererne, forsikrede at systemet virkede perfekt. Men så kom Grethes pas forbi med to alt for langt fornavne. Det kunne maskinen ikke klare, og en overekspert måtte tilkaldes. Hun ordnede det på en særlig maskine. Så den elektronik og alle dens smarte løsninger, er ikke altid helt smarte og ufejlbarlige. 

Vi fik lidt frokost, inden der midt på eftermiddagen var boarding på Qantas kæmpestore A 380. Forude ventede 14 timers flyvning.

Da der var serveret aftensmad, og vi havde indhentet den mørke nat, fik vi en god lur, medens flyet fulgte med natten til Dubai, hvor vi landede kl. 01.00. Men i Dubai lander og letter mange fly hele natten fra fjerne steder, så alle  butikker m.m. er åbne hele natten. Vi tilbragte de næste timer i loungen, inden Emiraterne kunne tage os de sidste 7 timer hjem til København. Medens vi sad der, blev der kaldt til bøn, og Imanens bøn lød ud over det hele i de næste minutter. Loungen er ellers skærmet for alle lydene i lufthavnen.

Lørdag d. 17.3.2018. Stranddag.

Dagen bød på blå himmel og morgenmad i haven. En flok fine papegøjer landede i et træ med det karakteristiske papegøjeskvalder. De var ret store med blåsort hoved, rødt bryst og grøn hale. Efter nogen tid fløj de videre til et andet træ, men deres snakken kunne vi blive ved med at høre.

Vi gik en lille tur op til kirkepladsen, hvor der var lørdagsmarked, inden vi tog færgen ind til Circular Quay, og derfra videre til Manly, hvor vi ville tilbringe eftermiddagen på stranden, for der var lovet flot og varmt vejr, 39 - 40 gr.

Det var lørdag, og det kunne vi mærke på færgen. Den var stopfuld af mennesker, der ville til stranden i det gode vejr, der var kun få ledige siddepladser, og da vi gik fra borde i to etager, tænkte vi på, om der var plads til os alle på stranden. Men sådan må det jo være når storbyen Sydneys ca. 5 mill. indbyggere holder lørdagsfri. Vi havde jo bare valgt at gøre det samme, som en stor del af byens indbyggere gør på en varm lørdag, nemlig søger ud mod stranden. Manly ligger ud til Stillehavet, og der er en meget lang, fin strand, så der var plads til os alle.

Vi gik op ad hovedgaden til stranden, hvor vi lejede en parasol, og fandt et rart sted, hvor eftermiddagen blev tilbragt, medens bølgerne skyllede ind. Og tusindvis prøvede at surfe og mange livvagter holdt øje med hele menageriet. 

Som både på New Zealand og også her i Sydney, må vi konstatere, at der er utrolig rent overalt. Folk tager deres affald med, intet ligger og flyder. Det er dejligt at se, at det virker med en holdning til affald.

Sidst på dagen gik det igen tilbage med færgen, hvor alle passagererne, der stod af på Circular Quay, i løbet af få minutter var spredt ud over hele området. 

Flere på færgen var klædt i noget grønt, og da vi kom ned på kajen, var der endnu flere med grønne bluser, hatte, slips og andet. Vi fandt ud af, at det var irernes Sct. Patricks Day.

Vi fandt vores færge til Balmain, og så gik det hjemover, forbi det kæmpestore krydstogtskib fra Valetta på Malta, forbi Operaen og den store bro.

Oppe på hjørnet af Darling Street, fandt vi en restaurant hvor vi fik en dejlig middag. Vi har flere gange oplevet her i Australien, at folk selv kommer med deres vin, restauranten kommer både med glas og vinkøler til dem, det er da specielt.

Dagen sluttede med et glas rødvin i haven. Færgepontonnen laver lyde nede fra færgehavnen, når den gnider op ad kajen, og i det fjerne tuder en færge, men ellers er her stille og fredeligt, kun katten Hardys klokker i halsbåndet lyder i den stille aften. Frøerne i havedammen holder lørdagsfri. Det er et rigtig godt sted, vi har boet her i Sydney.

Fredag d. 16.3.2018. Opera og sejltur.

Det var lidt skyet fra morgenen, men dejligt lunt, så vi drog ind til centrum i sandaler og med kortærmede bluser. Vi stod af ved Circular Quay, og gik om til botanisk have. Det var en meget flot have, der ligger på en skråning ned til vandet. Kort efter at vi var kommet ind, fik vi øje på en stor flok hvide Kaka papegøjer, der gik på en stor græsplæne og fandt noget mad. Af og til fløj de en runde med meget høje og hæse lyde, og satte sig i træerne. Haven har  mange fine ting, bl.a. en fin bregnehave, og et stort område med sukkulenter og kaktus. 

Fra haven gik vi med en sti langs med vandet om til Operaen. Den er virkelig helt fantastisk. Hver gang vi sejler med vores lille færge til og fra Cirkular Quay, passerer vi lige forbi Operaen. Efterhånden har vi set den i mange skiftende belysninger, fra flot skinnende i morgensol til tusmørket, hvor den næsten får farve som mælkechokolade. 

Vi gik en tur rundt om Operaen, og fik en rejemad i Cafe Operakøkkenet. Vi skulle passe meget på, at mågerne ikke snuppede maden, de sad på vagt ved kanten af restauranten, og var der straks, når nogen forlod deres bord. Da vores mad blev serveret, var Grethe lige på toilettet, men straks kom  serveringspersonalet med en skærm til at sætte over, for Niels kunne ikke alene klare to tallerkner i krigen mod mågerne. Lidt senere så vi en ung kinesisk pige, der også havde fået en rejemad. Men hun blev lidt for optaget af sin telefon, og i løbet af få sekunder havde en flok måger ribbet hendes mad for rejer, og der var mange rejer. Så moralen til de unge mennesker må være: Læg dog nu de telefoner væk, og koncentrere jer om den virkelighed, der er her nu. Verden består, selv om man ikke har set på den lyseblå skærm i 30 sekunder.

Vi havde booket en rundvisning i Operaen, og vi meldte os under guiden Silvias fane. Med hende gik det op og ned, rundt og ud og ind og af  koncertsal og operasal, og med mange fortællinger om byggeriet og huset. På spørgsmål om arkitektens navn, var de to danskere selvfølgelig på hjemmebane. Huset er bygget uden elevatorer, og der er mange trapper, men lige nu er det ved at blive renoveret, så der bl.a. bliver installeret elevatorer, så Silvia bad os komme igen om tre år, når de var færdige med det hele. 

Da vi var blevet mætte af Operaen, gik vi gennem byen til Darling Harbour, hvorfra vi havde booket en aftensejllads med middag. Vi var i god tid, så vi fik en drink på en af de utallige restauranter, der lå langs kajen. Det var jo fredag eftermiddag, og efterhånden blev der fyldt op i restauranterne. Det betød, at lydsporet ændrede sig til et niveau, der var helt utroligt højt, snak og musik fløj ud over kajen, så man næsten skulle råbe til hinanden.

Vi fik checket ind på vores aftentur sammen med en stor gruppe kinesere. Heldigvis fik de bordene på nederste dæk, medens vi blev sendt op på det øverste dæk. Her var der stille og fredeligt, og fra vores vinduesbord havde vi en fin udsigt ud over Sydney i den lave aftensol. Champagnen blev hældt op, og skibet gled ud langs kajen, under Sydney Harbour Bridge, og videre forbi Operaen. Niels ved slet ikke, hvor mange billeder han har taget af Operaen, men han får et stød hver gang vi sejler forbi den, så han lige må have endnu et billede.

Medens den dejlige middag blev serveret, gik det ud mellem Sydneys mange kyster. I nærheden af lystbådehavnen var der kapsejlads, så vandet var fyldt med sejlbåde, som vores skib hele tiden måtte vige for, motor viger jo for sejl. Men det var også en flot fredag aften til kapsejlads. Midt i det hele kom der pludselig en ubåd op, men den skrækkelige danske ubådskaptajn var forhåbentlig ikke med. 

Da den fine aftentur var slut, tog vi en lille hurtigbåd om til Circular Quay. Vi nåede lige at købe lidt til næste dags morgenmad, i de små døgnåbne kiosker på kajen, Niels brokker sig stadig over deres priser, men vi kunne jo ikke slæbe rundt på yougurt i botanisk have, Operaen og på aftensejllads. 

Så gik det hjemover med den sidste færge til Balmain, og vi kunne lægge benene op, hjemme i den stille, fredelige have, hvor kun fyrværkeriet i  Lunapark kortvarigt forstyrrede os. Katten Hardy nød at få vores selskab, den var nemlig ladt alene hjemme.

Torsdag d. 15.3.2018. Turister i Sydney.

Sol og blå himmel, var det som vi vågnede til. Morgenmaden blev nydt i haven ved den lille dam, med de blå åkander. Vi nyder meget, at bo i denne lille fredelige og stille enklave, Balmain, fremfor at bo på et stort hotel inde midt i Sydney, og med færgen for enden af vejen, går det hele meget nemt.

Rygsækken blev pakket til dagtur i Sydney. Vi gik ned til færgestationen, hvorfra vi tog færgen ind til det centrale færgeknudepunkt, Cirkular Warft, hvor vi efter få minutter skiftede til en anden færge, der sejlede os over til Taronga Zoo. Begge færger sejlede lige forbi Operaen, så vi fik set meget på den. Disse færger sejler rundt i havnen som bybusserne kører rundt i byen, og vi har et rejsekort, Opalkort, der kan bruges til det hele. Det er rigtig smart. Samtidig er det også meget sjovere at sejle i solen med en færge, fremfor at sidde i en varm bus, der baner sig vej gennem byens tætte trafik.

Ved Zoo tog vi en svævebane op til toppen, og gik turen ned igennem hele området. Der var adskillige fine områder med dyrene, f.eks. var pingvinernes område lavet således at man fik en oplevelse af at gå under vandet. Hos de fire Sumatratiger fløj vi en tur til Indonesien, og gik rundt i en indonesisk landsby. Meget flot lavet.

Et sted fik vi lidt frokost, vietnamesiske rispapirrullen og sushi, så vi var styrket til resten af turen. Overalt i haven var der en flot udsigt ud over vandet til centrum af Sydney med højhusene, Operaen og Harbour Bridge på den anden side af vandet. Vi sluttede besøget i Zoo med et lille fugleshow, hvor to af havens medarbejdere fortalte om ørne og papegøjer, og fik de fleste af dem til at flyve lavt over publikums hoveder. Det var meget oplysende og underholdende, og selvfølgelig garneret med den udsigt over byen, som vi ikke kan blive træt af at se på.

Sidst på eftermiddagen tog vi færgen over til Cirkular Warft, hvor vi bl.a. passerede forbi det kæmpestore krydstogtskib fra Holland-Amerikalinjen.

Vi gik op ad gaden imellem de meget, meget høje højhuse til Sydney Tower, hvor vi havde booket billetter til en tårntur. Vi var i god tid, så vi fik en forfriskning i en cafe, inden vi tog fat på den tårnhøje tur. Da vi havde checket ind, startede vi med at se en 3D film med introduktion til Sydneys herligheder. Den var fint lavet, med udgangspunkt i, at vi fløj rundt med en mangefarvet papegøje og så det hele.

Så gik det med lynets hast i elevatoren op til platformen 259 meter oppe. Tårnet står oven på en 5 etager høj bygning med forretninger og restauranter. Oppe på platformen gik vi rundt og så ned på alle Sydneys højhuse og fjerne stedet. På et tidspunkt annoncerede en mand i højtaleren, at der var dannet en meget speciel sky mod syd.

Da vi havde set os mætte på det hele, tog vi igen elevatoren ned til 5. etage. På denne etage er der fyldt med mange forskellige restauranter med mad fra hele verden. Vi valgte en kinesisk dimsum restaurant, hvor vi fik en suppe med nudler og dimsim med kylling, det var lækkert. Da vi efterfølgende gik rundt og så på de andre muligheder, blev vi enige om, at vi skulle være mange dage i Sydney, hvis vi skulle nå at smage på alt det, som så lækkert og indbydende ud. 

Etagen nedenunder var designetagen, med Dior, Fendi, Gucci og mange andre mærker, som der ikke var sat penge af til i vores feriebudget. Det er meget mærkeligt, at vi har glemt disse poster i budgettet.

Da vi lige havde studeret bykortet lidt, og fået det vendt rigtigt, satte vi kursen mod færgehavnen, Cirkcular Quay pier 5, medens mørket begyndte at sænke sig. Nede ved færgelejet var de flyvende hunde vågnet til aftenens opgaver med at fange noget mad, så de fløj rundt over vore hoveder. Det er ret specielt at opleve i centrum af en millionby. Vi nåede den sidste direkte færge hjem til vores lille enklave, Balmain, og kunne sejle forbi den smukt belyste Opera, og nyde alle de oplyste højhuse, medens den lune aftenvind smøg sig om os, der sad ude på agterdækket.

Sydney har så meget lys, at alle de stjerner, bl,a, Sydkorset, som vi så på himlen i New Zealand, ikke kan ses her. Lysforureningen er for stor. Vi sluttede en fin dag i Sydney i haven med et glas rødvin, medens frøen kvækkede i havedammen, og den 16 år gamle huskat, Hardy, hyggede sig i skødet på Niels.

Onsdag d. 14.3.2018. Australien og Sydney.

Vækkeuret ringede midt om natten som planlagt. Efter en hurtig kop the og en youghurt, var vi klar til afgang i den regnfulde tidlige morgen. Hotelbilens chauffør var en hyggelig koreaner, der var glad for at bo i New Zealand, og meget morgenfrisk.

I lufthavnen fik vi checket ind, og gik op i den fredelige lounge, hvor vi fik lidt morgenmad, inden der var boarding med Quantas fly til Sydney, og de næste 3.5 timer havde vi udsigt til småskyer og blåt hav fra minipladsen på 49. række. Morgenmaden var en dejlig portion frisk frugt. 

Da vi var landet fik vi både pas og bagage godkendt, og kunne gå ind i Australien, med det hele.

Her i Sydney havde vi booket et B&B værelse i Balmain, New South Wales. Værten havde fortalt, at vi først skulle tage toget ind til centrum af Sydney, og derfra en færge over til Balmain. Det gik fint, både med at få fat i et togkort, med at finde toget, komme ombord med bagagen, og ikke mindst komme af igen på den rigtige station, hvorfra færgen sejlede. Igen havde vi held med det hele og fandt den rigtige færge, kom ombord, og fik ringet til John i Balmain, for han ville hente os ved færgen i Warf. Så sejlede vi forbi Utzons flotte hvide Opera og under den imponerende Sydney Harbour Bridge, og videre op til Balmain, hvor John ventede på os. 

Vi gik lidt op ad en meget stejl vej, og lige om hjørnet lå det hus, hvor vi fik underetagen med en dejlig lille gårdhave med palmer og en dam med fine blå åkander. 

Vi fik os indrettet, og så var maverne ved at rumle. Det var efterhånden mange timer siden, at vi havde fået vores morgenmad i New Zealand. Men lidt længere oppe ad gaden lå hovedgaden med en del butikker og rigtig mange cafeer, så vi fandt hurtigt et lille sted, hvor vi fik lidt frokost.

Midt på eftermiddagen gik vi ned til havnen, hvor færgen lige var kommet ind med et læs skolebørn i deres skoleuniformer, pigerne havde fine stråhatte på. Der var tæt af biler på kajen, de ventede på at hente deres børn. Det er tydeligt, at området, hvor vi bor, er i den pænere klasse. Velholdte huse, pænt store biler og dyre ting i de mange små butikker. 

Når vi ser ud over vandet, kan vi se Sydneys skyline på den anden side af Sydney Harbour Bridge. Vi fortsatte gennem en park, der tidligere havde været et værft, hvor der under 2. Verdenskrig var blevet bygget krigsskibe. Nu fortalte en mindeplade om den stolte fortid, hvor skibene, der var bygget her, havde været med i den heltemodige kamp, for at vinde 2. Verdenskrig. Der var ligeledes en beskrivelse af, hvorledes det lokale bystyre, og lokalbefolkningen havde ydet en stor indsats for at opbygge denne park. Vi fortsatte ud til spidsen af halvøen. Her havde der for mere end 100 år siden været et anlæg med olietanke, og grundlæggeren af dette, havde bygget en flot ville herude på spidsen, dog var kun grundmurene fra denne villa tilbage. Men alt var lavet meget fint, og da vi gik tilbage, var det tydeligt, at det var et populært sted. Folk var kommet hjem, og nu var det hundeluftetid, så det myldrede i parken af hunde. Flere steder stod der standerne med sorte hundeposer. Mødrene luftede også deres småbørn i området, så der var mange, der havde stor glæde af parken. Det var måske en ide til at få mere gang i Østerlundparken i Nordborg.

Først på aftenen gik vi op for at spise middag. Vi havde tidligere på dagen set en meget lækker sushicafe, men den var ved at lukke. Men en italiensk cafe var åbnet, og her kunne vi få en pizza. Vi bemærkede, at flere selv havde deres vin med. Ved nabobordet havde de en flaske hvidvin med, de fik både serveret hvidvinsglas og vinkøler til deres medbragte vin. Det var da en flot service, for man kunne også købe vin på cafeen. Både på New Zealand og her i Australien, serverer de altid en flaske kold vand, når de kommer med spisekortet, altid gratis.

Da vi var mætte, gik det ned ad de stejle gader, medens frøene kvækkede i haverne, og fortovene var overdrysset med de fine hvide frangipaneblomster.  Hjemme ved vores lille dam, lød det som om der sad en meget stor frø i dammen, men vi kunne selvfølgelig ikke se den.

Tirsdag d. 13.3.2018. Auckland.

Hele natten havde det stormet voldsomt, træet udenfor værelset havde slået hårdt ind mod huset. Receptionsdamen fortalte, at endnu en cyklon, Hola, havde passeret ind over fra vest, lige der hvor vi var. Denne var startet oppe ved Fijiøerne, så de kommer langvejs fra, de cykloner. Dagen før havde vi hørt cyklonsirenen hyle, men ikke tænkt mere over det. To cykloner med få ugers mellemrum, forfølger de os? Men nu var der blevet flot solskin, kun en skarp bræmme at skyer lå ude over bjergene, måske den sidste rest af cyklonen.

Vi pakkede bilen for sidste gang, og satte kursen mod Auckland. Vi var lige et vend nede ved stranden, for at se, om der var bølger, men der var fralandsvind, så de var ikke så store. 

Et stykke oppe ad kysten, kørte vi ned til en område med flotte strande og mange ynglende fugle. Der er et ret lavvandet område, hvor der lever en del muslinger, som det er populært at samle ved lavvande. På et skilt kunne vi læse, hvor mange af hver art, det var tilladt at samle pr. person. Max for nogle arter var 50, og de grønne muslinger, som vi i Marlborough Sound havde sejlet rundt imellem i tusindvis, måtte man kun samle 10 stk. af.

Her gik vi først igennem en fyrreskove, hvor man prøvede at udrydde fyrretræerne, til fordel for den oprindelige, mere lave bevoksning. Det gjorde man ved at sprøjte gift ind i træerne, så de gik ud. Derfor var der advarsler mod, at gå ind imellem træerne, da grene kunne falde med, og de døde træer kunne vælte. De er ret drastiske med deres naturpleje her på egnen.

Da vi kom ud af skoven, lå der en flot, lang gylden strand, hvor stille bølger fra Stillehavet slog ind. Adskillige par af de sorte oyestercatsher løb i vandkanten og fandt smådyr. Det er utrolig så tæt vi kan gå på dem, uden at de flygter. Her ruger også de New Zealandske Dottreles eller pomeransfuglen. Den er udryddelsestruet, så der var adskillige skilte med beskrivelse af den, og hvorledes man kan passe på den. Rugesæsonen er lige overstået pr. første marts.

Efter en lang tur langs den flotte strand, fortsatte det mod Auckland. Snart blev bjergene afløst af mere fladt landbrugsland med mange køer, men de smukke, runde, grønne bakker fulgte med.

Efter en frokostpause var vi snart i Auckland, hvor vi kørte mod lufthavnen. Først fik vi ordnet vores billet til Sidney næste dag, inden vi kørte til udlejningsbureauet, hvor den blå Toyota, der trofast havde kørt os rundt på Sydøen og Nordøen i en måned, nu blev afleveret. Små 3.500 km var det blevet til. En bil fra hotellet hentede os i lufthavnen, og snart var vi indlogeret på hotellet til den sidste nat i New Zealand. 

Efter en kop the, fik vi pakket vore kufferter om fra bilbagage til flybaggage, inden vi gik ind på nabohotellet, hvor vi fik en middag med en Carlsberg til, inden det gik tilbage til hotellet, hvor vækkeuret blev sat til kl. 3,45. Vi skulle med hotelbilen til lufthavnen kl. 4.30.

Mandag d. 12.3.2018. Regnvejrsdag.

Vejrudsigten sagde dagsregn, og det holdt stik. Det regnede hele dagen, der var ikke ophold til bare en lille gåtur, og vinden tog mere og mere til. Vi var glade for, at vi havde vores lille sommerhus, hvor dagen gik med at læse og hygge os.

Først på aftenen kørte vi op i shoppingcenteret, hvor vi på en cafe fik  over at spise. Der var tændt op i terrassevarmerne, det var også så vådt, halvkoldt og blæsende, som det næsten kunne være på sådan en New Zealandsk eftersommeraften, hvor ingen var ude. 

Dagens oprindelige plan blev ikke overholdt, da vi skulle have været på stranden i solskin hele dagen.

Søndag d. 11.3.2018. Sommerhusdag.

Det var let skyet fra morgenen, og vores planer var blot at slappe af. Vi startede med at tage ned til stranden, hvor vi gik ad en lille sti op gennem skoven til en flad klippe. Vi sad på en bænk og så de store Stillehavsbølger skylle ind. Vi snakkede om, at hvis vi satte vores lille båd i vandet her, og sejlede ud over havet, så ville det vare meget længe før vi fik land i sigte på Sydamerikas kyst. Stillehavet er et meget stort hav, hvor Vesterhavet ikke ville fylde meget.

Det var lavvande, og vi fortsatte en tur langs den brede, fine strand. Der er en del skaller, men ingen sten på stranden. I en bræmme hele vejen ud langs stranden, lå nogle blå aflange, geleagtige dyr, de havde et lille opretstående blå sejl, og lignede små blå sejlbåde. Rengøringsdamen kaldte dem Blue Sails, hun sagde, at det var en vandmand, og der kom mange ind på stranden netop nu. Det er en Velella, der flyder med vinden på overfladen af oceanet. Derfor kan der forekomme massestrandinger af dem.

Da vi havde fået lidt frokost på en cafe, kørte vi ud til spidsen af halvøen, hvor floden Cairua løber ud i Stillehavet. Her ruger den New Zealandske dottreles (pommeransfuglen) på stranden. Der stod en stor flok af dem nede på stranden, sammen med nogle lidt større fugle, som vi ikke kender navnet på. Desuden var der måger og oyestercatcher. Det har slået os flere gange, at de fugle vi ser, er mindre sky, end vi ser i Danmark. Der har jo heller ikke været nogle egentlige fjender for dem tidligere. Da vi besøgte fugleområdet i Wellington, måtte vi, inden vi gik ind i området, rode vores rygsæk igennem for at sikre, at vi ikke havde en mus med i rygsækken. Nu er det jo ikke det, vi oftes går rundt med i rygsækken, og vi fandt da heller ikke nogen. Musene er de heller ikke glade for herude, da de tager fuglenes æg. Utroligt at vi kan have så mange fugle i haven og sommerhuset, der har vi jo også mus.

Sådan gik dagen med travetur, hygge og afslapning, som det plejer, når vi er i sommerhus.

Resten af eftermiddagen var der hygge i sommerhuset, og medens vi spiste,  gik solen ned bag nogle bjerge langt ud i vest, medens skyerne gav et helt utroligt rødt spil på himlen, det var et sandt farveorgie i rødt.

Lørdag d. 10.3.2018. Coromandel.

Da morgenmaden var klaret, blev bagagen pakket ned i bilen. Efterhånden er vi ret trænede i at pakke det hele hurtigt sammen, og komme afsted. Øvelse gør virkelig mester. Det gik nu mod Coromandels strande. Turen gik igennem et flot bakket landskab, vekslende mellem grønne bakker med får og køer og skovklædte bjergsider. De smukke strande, hvor Stillehavet skyllede ind, passerede vi også flere steder undervejs.

I Pauanui fandt vi feriecenteret Pauanui Pines Motor Lodge, hvor vi fik vores lille hytte, der lå nederst i området. Vi bor lige ved tennisbanen, bag ved den ligger en golfbane og ved siden af ligger swimmingpoolen. Til den anden side ligger landingsbanen for de små privatfly, og lidt herfra ligger en lystbådehavn. Stedet vi er på, ligger midt i et sommerhusområde med meget fine veje med midterrabat, pænt velholdte rabatter, parkeringspladser nede ved stranden i rigeligt antal, og et shoppingcenter med butikker, cafeer, informationscenter, kirke m.m. Niels mener, at deres årlige bidrag til deres vejlaug m.m. er væsentlig højere, end det, som vi betaler i Bjerregård. 

Vi fik os hurtigt installeret i det lille hus, og da solen stadig sad flot på den blå himmel, pakkede vi en rygsæk og tog ned til stranden. Det blæste noget, men vi fandt et hjørne i den ene ende af stranden, hvor der var godt. Stillehavets bølger slog ind på den brede, flade strand, hvor surfere prøvede at komme op at stå på deres bræt. Et par oystercatcher på lange røde ben og en enkel hejre hyggede sig i nærheden af os.

Vi havde igen en drøftelse af verdenshjørnernes placering, fordi solen snyder os, den står jo på nordhimlen, og Niels ville gerne nyde solnedgangen over Stillehavet, men det ligger jo mod øst, så solen flyttede sig længere og længere væk fra Stillehavet, for selv hernede på den sydlige halvkugle, går solen altså ned i vest. Godt at der er et kompas på vores tlf.

Sidst på dagen tog vi hjem, og satte os på den store plæne, hvor dagens sene eftermiddagsudsigt bestod af de fjerne høje bjerge, beostære der hakkede i græsplænen, som er omkranset af palmer. Bag ved lander de små sportsfly med weekendgæsterne, og pludselig kom fire små fly, 1 blå, 1 hvid og 2 røde i formationsflyvning og lavede røghaler, og en miniflyopvisning med loop og andet luftakrobatik, inden de landede i hælene på hinanden.

Fredag d. 9.3.2018. Maoridag.

Fra morgenen var det flot sol og blå himmel, men der var kommet en del vind, så det var blevet lidt køligere. Vinden formåede dog ikke at blæse byens svovllugt væk. Vi startede dagen med at gå ned i en park, hvor der dels er nogle boblende søer fra undergrunden, dels er et par steder, hvor man kan tage varme mineralske fodbade.

Resten af formiddagen tilbragte vi ude i Redwood Forest. Der er lavet en gangbro i 6 meters højde mellem nogle af de meget høje træer. Der er desuden mange stier af forskellig længde ind i det store skovområde. Vi købte nogle sandwich og gik en tur op igennem skoven, først imellem de store Redwood træer, der kan blive helt op til 125 meter høje. Det er ret specielt at alle de grene, hvor der ikke længere er nåle på, falder af helt inde ved stammen, så der bliver et lille hul i stammen. Så hvis man vil til tops i træerne, skal man kravle langt op ad den høje lige stamme, før der er nogle sidegrene at holde fast i.

Sidst på dagen tog vi ned til parken ved det gamle museum. Det er lukket p.t. på grund af skader efter et jordskælv for nogle år siden. Ude ved søen er der et stort område med boblende søer fra undergrunden. Det er meget specielt at være i en by, hvor der overalt er hul til jordens indre med boblende vand eller mudder. Det er ikke underligt, at svovllugten hænger overalt.

Nu var det tid til at melde os i Tamaki centret, hvor vi havde booket en tur ud til Tamaki Maori willage. Vi var en lille gruppe, der sammen skulle køre derud, og vi fik stammenavnet Tui. I bussen fortalte chaufføren om levevis, skikke,  og meget andet. Han udnævnte den nærmeste mand til stammeleder, og vi blev alle instrueret i, hvorledes vi skulle opføre os. Det var meget gemytlig og underholdende. Vi ankom som den første stamme, og vores stammeleder blev hilst velkommen på behørig vis med næsegnidning. Efterhånden ankom de andre stammer, og aftenens show kunne tage sin begyndelse. Maoristammen kom sejlende i en lang kano, og de hoppede i land under megen råben, fægtende med spyd, rækken tunge og opspiling af øjnene. Alt for at indgyde respekt. Så blev deres stammeleder venlige overfor vores ved et bregneblad, der blev smidt på jorden og samlet op af vores stammeleder. Nu gik det rundt i landsbyen, hvor vi fik fortalt deres historie, skikke og meget andet. Et sted skulle vi konkurrere på maorivis, bl.a. ved at vi skulle slippe og gribe nogle lange stokke. Danmark vandt, da Grethe var bedst til at reagere på maoriordene for højre og venstre. Godt gået Grethe, den sidste der blev besejret var fra Australien. Deres festsal blev også besøgt, her var der optræden med sang, musik og dans. Maden var i løbet af de sidste 3 - 4 timer tilberedt i nogle store kurve i et hul, hvor der var lavet bål, og lagt store sten. Alt dette mad blev vi inviteret ind for at spise sammen stammevis. Vi fik muslinger, fisk, kylling, lam, kartofler, gulerødder og røde og hvide sødekartofler. Desserten var en overdådighed af kage med budding, Pavlorais og ferskner. Til slut var der afskedssange og hilsner til stammelederne, og så gik det hjemover i bussen. Da vi kom ind til byen, tog de tre busser med de forskellige stammer en tur rundt i en rundkørsel fire gange, inden de kørte ud af hver deres vej, til de forskellige hoteller, hvor folk skulle sættes af.

Det havde været en festlig og meget informativ aften, der på en god måde gav indblik i, hvorledes New Zealands oprindelige folk, Maori folket, var kommet til landet, havde levet, og hvorledes de var kommet godt ind i den nuværende tidsalder.

Torsdag d. 8.3.2018. På besøg i “jordens indre”.

Dagen startede med dejligt solskinsvejr, over de fjerne grønne bakker. Da morgenmaden var klaret, pakkede vi rygsækken og kørte mod Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, der ligger ca 26 km udenfor Rotorua. 

Det er et sted, hvor der er særlig mange kratere og andre huller i jorden, hvor jordens indre kommer op, bl.a. i form af gejsere, kogende muddersøer, der bobler uafbrudt, og meget andet. På afstand kunne vi se de varme dampskyer komme op over området. Der har været vulkansk aktivitet i området i mere end 160.000 år. De vulkanske gasser producerer adskillige mineraler, der løber ud i floden og videre ud i Det tasmanske Hav. Derfor er der ingen fisk i floden. Hele området lugter som rådne æg, forårsaget af den svovlbrinte, der udskilles.

Da vi havde købt billetter, startede vi nede ved en gejser, Lady Knox geyser, hvor vi startede med at få forklaret, hvad der skete i gejseren og om området generelt. Denne gejser springer en gang i døgnet med interval på mellem 22 og 24 timer. Derfor er den nem at styre. Andre gejsere springer med intervaller på mellem 2 og 36 timer. Så er de straks meget sværere at styre. Manden, der havde introduceret os til området, hældte nu en sæbeart ned i gejseren, så overfladespændingen blev brudt, og der begyndte at boble vand op. Pludselig sprang den op med ca. 10 meter i nogle minutter. Den kan på gode dage springe op til ca. 20 meters højde. 

Fra dette show kørte vi ned for at se en boblende mudderpøl. Overalt i den lille sø sydede og boblede det hele tiden, Niels mente, at det mindede ham om, når han lavede brun sovs.

Så gik vi ud på en ca. 5 km. lang tur forbi farverige søer i grønne, gule, orange og sorte nuancer, hvor det sydede og boblede med de forskellige gasarter, der er dannet fra jordens indre, og med varme dampe, der steg op fra de varme søer. De mange småsøer lå i et frodigt skovområde, og hele området var meget velholdt og flot lavet i pagt med naturen, så det var en meget fin tur igennem et meget specielt naturfænomen.

Da vi kørte hjemover, fandt vi en lille smuk vej igennem en landskab med mange småbakker, hvor fårene havde deres dagligdag. Et sted mødte vi et par pukeko eller puple swamphens eller sultanhøns med det fine røde næb og den blå hals. Vi har set dem flere steder, men ikke så tæt på.

Sidst på dagen kørte vi ind til søen. Lige da vi var kommet ud af bilen kom der en mægtig regnskylle, og vi nåede i ly ved iscafeen, hvor vi fik en softice i dansk vaffel. Dette reklamerede de meget med.

Med igennem byens hovedgade var der spærret for biler, og der var sat mange telte op med forskellige madboder med mad fra alverdens egne og lande. Men vi havde aftensmaden derhjemme. Det var take away fra besøget på den italienske restaurant dagen før, så det var spaghetti og pizza med et glas rødvin, der blev serveret, medens vi i nabolaget kunne høre noget Scottish musik. Måske var det en Scottishdanclng gruppe, men det lød mest som en ambulance, der kører længe på det samme sted.

Onsdag d. 7.3.2018. Langs vulkaner til Rotorua.

Tirsdag aften, da vi sad med vores aftensmad, kom værten forbi med en kuvert til os. Han fortalte, at natten mellem tirsdag og onsdag var der en folketælling i New Zealand. Det skete hvert femte år. Han bad os indberette os på nettet, da alle, der opholdt sig i landet denne nat skulle gøre dette. I kuverten lå spørgeskemaet og forklaringer, der var 50 spørgsmål at svare på. Heldigvis skulle vi som ikke fastboende i landet kun svare på nogle ganske få spørgsmål, før vi måtte springe frem til det sidste spørgsmål. Flere af spørgsmålene handlede om, hvilken stamme man havde relationer til, men det skulle vi ikke svare på, men ellers havde vi vel måtte skrive, at vores stammerelationer var til vikingerne. Gad vide, om Løkke har undersøgt stammerelationerne i de ghettoer, som han gerne vil have revet ned. Således kom vi med i folketællingen 2018 i New Zealand, gad vide hvorledes deres statistik påvirkes af dette. 

Vi vågnede til regnvejr, og vulkanen i det fjerne var helt væk i grå skyer. Morgenmaden blev klaret, og snart var bagagen pakket og lagt ud i bilen. Nøglen til den fine skihytte blev afleveret, og det gik nordpå mod Rotorua langs med vulkanerne i det fjerne og store søer.

Ved den store sø Lake Taupo, der har en vulkan i midten, gjorde vi et holdt. Søen er dannet af et kæmpe vulkanudbrud i år 189 efter Kristus. Regnen var holdt op og det lune solskinsvejr havde taget magten.

På turen videre mod Rotorua kørte vi efterhånden forbi flere steder, hvor det dampede op af jorden og svovllugten blev ret udtalt. Midt på Nordøen findes steder, hvor undergrunden stadigvæk er aktiv. I Rotorua damper det op af kloakkerne og i byparken var for nylig et mindre udbrud.

Da vi var blevet indlogeret på vores motel, kunne vi se nogle rør på taget af en del af husene rundt om hotellet, hvor dampen stod op. Så vi må konstatere, at vi i de næste dage vil have svovllugten i næsen konstant, samt at vi bor på toppen af en kedel kogende vand. Bare nu at låget bliver på kedlen, medens vi er her. I badeværelset har vi en stor spa, som vi er blevet opfordret til at bruge, for der er nok af det varme vand.

Tirsdag d. 6.3.2018. På vulkaner.

Medens vi spiste vores morgenmad, blev vi enige om, at det lettere skydække, der lå omkring vulkanen Ruapehu, som vi kan se udenfor stuevinduet, nok ville opløse sig lidt i løbet af dagen. Vulkanen er 2797 meter høj.

Vi fik pakket en rygsæk, tog ind på turistbureauet, hvor vi fik den sædvanlige venlige og kompetente betjening. Vi fik nogle gode råd om vandtestier m.m. Desuden fik vi en rabatbillet til skiliften, hvis vi besluttede at tage den et stykke op.

Da vi havde købt lidt frokost til rygsækken, og solen skinnende nede i lavlandet, satte vi kursen mod skiliften, for at tage op i højderne derinde i Tongariro nationalpark. 

Det var ikke noget nemt terræn at gå i, der var ingen egentlig sti, og det var ret store klipper og lavastykker, der lå på den stejle bjergside. Men det gik opad i roligt tempo. Da vi holdt hvil et stykke oppe, kom en familie med tre småpiger opad. I den klare luft kunne vi høre, at det var danskere, dem er vi ellers ikke stødt ret ofte på. Da de spurgte, om vi ville tage et billede af dem alle, kunne vi jo svare på dansk. De vendte om ved dette punkt, men vi gik et stykke længere op, for at se, hvad der var på den anden side af den bjergkam, som vi kunne se. 

En meget flot rød bjergspids, Pinnacle Ridge, stak op mellem de mange sorte og kantede spidser. Vi nåede til 1880 meters højde, ca 700 meter under kraterkanten. Hverken kraterkanten eller den røde spids var dog på listen over vores mål denne dag. 

Lavastenene har mange skiftende farver i sorte, grå og rødlige nuancer. Der kom to lavasten i lommen, en sort og en rød, til Ludvig og Ebbes samling af lavasten fra forskellige steder.

Efterhånden kom der nogle kolde skyer med vind sejlende ind omkring bjerget, og vi blev enige om, at vendepunktet var nået. Det er koldt på toppen, men en utrolig flot udsigt. Nedstigningen begyndte, det kan godt være mere vanskeligt end opstigningen, men det gik ret hurtigt nedad.

Da vi var nede, blev frokosten klaret, og vi kørte ned til et vandfald, Tawhai Falls, som vi gik den korte tur ned til.

Så havde vi også fortjent at tilbringe dagens sidste timer med benene oppe, i hver vores sofa.

Mandag d. 5.3.2018. Gulerodshovedstaden Ohakune.

Det var lidt køligere denne sidste morgen, så morgenmaden blev klaret i spisestuen. Bagagen blev slæbt ned ad de mange trappetrin, og vi sagde farvel til den fine lejlighed på bjergsiden, hvor vores lille blå Toyota havde stået parkeret i tre dage i selskab med en Mercedes, en Alfa Romeo og en Jaguar. 

Vejret klarede efterhånden op, og ved middagstid var temperaturen kommet op på 27 grader. Det er tydeligt, at det er solen, der varmer i løbet af dagen, og når den er gået ned, bliver aftenen og natten kølig.

Den første del af turen gik gennem et landbrugsområde, med grønne marker, hvor får og køer guffer græs uafbrudt, dog må køerne tage en spisepause et par gange i døgnet, når de trasker i lange rækker ned til deres malkestation.

Ved middagstid kørte vi i Foxton Beach ned til en strand ved Tasman Sea, hvor vi spiste vores medbragte frokost, medens bølgerne skyllede dovent ind på den grå-sorte strand, der er dannet af vulkanudbrud for tusinder af år siden. 

Turen fortsatte efterhånden igennem et mere bjergrigt område. Et sted kørte vi langs med en stejl, hvid bjergside, der tydeligt er dannet af et jordskælv for tusinder af år siden. Landet vi besøger, har mange naturfænomener at forholde sig til. De har vulkaner, jordskælv, tsunamier og cykloner.

Småbyerne kan være ret opfindsomme, når de skal finde en årsag til en byfest eller en festival. En lille by, som vi kørte igennem, havde lige holdt en gummistøvlefestival. Her hang der gummistøvler hen over gaden. De har nok haft mange landmænd, der aldrig kom længere end til at få gummistøvlerne på hver morgen.

Et sted gik en stor flok køer og spiste af en bælte af gulerødder, der var lagt ud på marken. Det undrede vi os meget over, men da vi kom ind til Ohakune, fandt vi ud af, at byen var New Zealands gulerodshovedstad. Der produceres  meget store mængder gulerødder omkring byen.

Midt på eftermiddagen var vi fremme ved den lille by, Ohakune, hvor vi havde booket en skihytte i et kompleks, der hedder Rocky Mountain Chalet. Fin og dejlig hytte, hvor vi hurtigt fik os indrettet. Vaskemaskinen blev fyldt med vores snavsetøj, og vi gik gennem en park og langs med floden ind til byen. Der bor ca. 120 mennesker her i byen, men i de få vintermåneder juni, juli og august, kommer der en del herop for at stå på ski ned ad vulkanen Mt. Ruapehu på 2.797 meters højde. Vi kan se over til vulkanen fra vores terrasse.

På vejen passerede vi byens vartegn, en kæmpestor gulerod, som stod ved en børnepark, med forskellige gulerodsfarvede legeredskaber og motionsredskaper. I stien, som vi fulgte, var der lagt mursten ned i den støbte cement. Alle disse mursten havde navne på forskellige personer og firmaer fra byen. De havde alle doneret midler til legepladsen og stien.

Ca. 200 km fra hvor vi bor, er der en by, der hedder Dannevirke, men chaufføren vil hellere på vulkaner end besøge Dannevirke.

Søndag d. 4.3.2018. Te Papa

Igen morgenmad med sol på terrassen, selv om de snakker ret meget om, at der ofte er dårligt vejr i Wellington. Vi startede dagen med at køre ned til en  streetfair i anledning af New Zealands kulturuger, der holdes i disse uger her i byen. Flere gader var spærret af, og der var boder med alt muligt, mad, tøj, smykker, the og meget andet, godt blandet op med forskellige, der optrådte  fordelt ud over gaderne. Der var mange mennesker og en del trængsel.

Ved middagstid kørte vi ind til havnen, for at se det store Te Papa museum, hvor der på 6 etager plus en “skov”, blev fortalt alt om New Zealand, historie, natur, dyr, landets opståen, maorierne - den oprindelige befolkning, indvandrerne, og mange andre ting. Alt var spændende og flot formidlet i en meget fornem bygning, så der gik adskillige timer med at prøve på at blive kloge på alt dette. 

Et sted var der lavet en udstilling om de flygtninge, der igennem mange år er kommet til landet. Der var bl.a. lavet en række trin, med forklaring om, hvem der var kommet, hvornår og årsagen til at de var flygtet fra deres hjemland. Det første trin var fra 1870, det var danskere, der var kommet herud, som resultat af krigen i 1864. Altså kunne vi konstatere, at vi danskere startede New Zealands flygtningehistorie. Skulle Støjberg så ikke lige tage sig lidt sammen, og opføre sig ordentlig, nu hvor vi må konstatere, at vi danskere har haft behov for, at nogen tog godt imod os, og fandt et nyt hjem herude.

Sidst på dagen kunne vore hoveder ikke rumme flere oplysninger, og vi gik en tur langs kajen til en bar, Sct. John, der bl.a. havde en lille græsplæne med liggestole og sækkestole. Her slog vi os ned i solen med en Frappe, og nød livet, medens vi så på de mange forskellige folk, der gik forbi i det flotte solskinsvejr. Det er vores indtryk, at forholdet mellem maorier og den befolkning, der er indvandret, fungerer meget fint og ligeværdigt.

Lørdag d. 3.3.2018. Fuglesang i Zealandia.

Morgenen var fin med sol, og morgenmaden blev serveret på terrassen. Vores vært var så glad ved at se dette, og ville gerne have et foto, for det var sjældent, at deres gæster benyttede terrassen, selv om der er lækre møbler at sidde i.

Vi satte kursen mod Zealandia, der er et naturreservat, som ligger i en dal, der er dannet for millioner af år siden på toppen af et bjerg. Der er rigtig mange fugle i området. De arbejder meget med at holde de invasive dyr, som rotter, Possum m.m. ude af området. I dette arbejde bruger de ret barske metoder med giftkasser flere steder i skoven. Vi startede med en lille sejltur på en lille opdæmmet sø midt i området. Da vi var kommet i land, mødte vi en medarbejder, der lige havde fået øje på den sorte Tui fugl med den lille hvide “butterfly” på halsen. Der var også en flok små Silvereye. Alle havde travlt med at spise nogle bær, der mindede om hyldebær, men ikke var det. Alt er fremmet her, fugle, træer og planter. Et sted var der rigtig mange tusindfryd, blomsten lignede fuldstændig, men blade og stilk var helt anderledes. 

På vores tur videre rundt så vi ca. 20 forskellige fugle, bl.a. de to slags papegøjer, Kaka og Kakariki, de er begge i området. Desuden så vi et par af den sjældne Takahe med det røde næb, der er endnu en af New Zealands fugle, der ikke kan flyve. Vi så også nogle enkelte insekter og et par  tuatara ghekkoer, eller den levende fossil, som den også kaldes. De er utrolig svære at se, da de sidder helt “frossen” mellem blade og grene.

Af fugle så vi også flere slags skarver, flere slags ænder, North Island Robin, Saddleback, Bellbird og Fantail. Fuglesangen var hele tiden meget intens omkring os. Et sted kom en af de store Kaka papegøjer flyvende lige forbi Grethes hoved, så håret blafrede i vingeslagenes vind. Da vi næsten var tilbage, stod Niels og fotograferede noget, da en falk fløj lige over hovedet på ham. En medarbejder kom farende og fortalte det, da han kunne se, at Niels ikke havde opdaget det. Der er ikke så mange ørne, og de indberetter til et register, når de ser dem.

Det var en meget fin tur i dejligt vejr gennem et stykke speciel land.

Nu var det tid at finde et frokoststed. På vej op ad bjerget, var vi kommet igennem en gade med nogle meget specielle gamle huse, bygget i engelsk stil, men dog i træ, som mange huse her er. Vi prøvede at finde denne gade igen, men det lykkedes ikke, men en venlig mand viste os ned til en lille cafe. Alle her er utrolig venlige og hjælpsomme, denne mand havde lige bakket sin bil ud af garagen, og kunne sikkert se, at vi så lidt rådvilde ud, så han stoppede, og spurgte, om han kunne hjælpe os. 

Herfra kørte vi ned på havnen. Der var en konkurrence igang, hvor det gjaldt om at lave det største plask, ved at springe ud fra 7 meters højde. De fleste, der sprang, var nogle ret velvoksne maorier med store maver. Der blev hujet og klappet og grint meget af dem. En tynd ungersvend på polterabend klædt i lyserødt skørt og slør, tog også springet. 

Flere stedet rundt langs havnekajen sprang flere i, både voksne og halvstore børn. Det var tilsyneladende en yndet lørdag eftermiddags fornøjelse, selv om nogen skulle samle mod, da kajen var ca. 4 meter høj. Et sted fik vi øje på en rokke på ca. en meters længde, der svømmede helt inde ved kajkanten. 

Fredag d. 2.3.2018. Delfiner og sejltur med færgen.

Vi var tidlig oppe, og medens det endnu var mørkt, fik vi vores sidste morgenmad i Marlborough Sounds. Da alt var pakket og vi havde betalt, kørte vi mod Picton, medens det begyndte at lysne. Der var næsten ingen trafik, nogle enkelte campere, der havde sovet på nogle parkeringspladser langs vejen, var ved at stå op. 

Vi fandt færgen og fik checket ind. New Zealand er et nemt land at rejse i, alt fungerer, og når noget er booket på forhånd, virker det bare perfekt. Da vi i efteråret var på Sicilien, var vi ret forarget over deres affaldshåndtering, der var affald overalt, skraldebøtter flød over, rastepladser var næsten brolagt med affald, og det flød i gaderne. Her i New Zealand er der pinligt rent overalt, langs landevejene, i byer og på de offentlige toiletter er der altid flot og rent, der er altid toiletpapir, sæbe og papirshåndklæder. Det er et meget velordnet land, vi rejser rundt i.

Vi kom godt ombord på færgen, og fandt et sofahjørne, hvor vi kunne sidde de næste 3 1/2time. Det første stykke sejlede vi ud gennem Marlborough Sound, der var ingen vind, og det var en meget fin og rolig sejltur. Da vi næsten var i Wellington, meddelte kaptajnen over højtaleren, at der var delfiner til bagbord, og en stor flok hoppede lystigt ned langs færgens side.

Da vi kom fra borde, gik det nemt med at finde gennem byen og ud til vores B&B på en bjergside i udkanten af byen. Værtinden fortalte, at hun aldrig havde været i Danmark, men hun havde fulgt meget med i serien “Borgen” og været meget begejstret for den.

Vi fik vores ting ind på værelset, som faktisk er en hel lejlighed med to værelser, porcelænet er fra Villeroy & Boch, der er ingen opvaskemaskine, men værtinden har sagt, at vi blot skal åbne døren op til dem og stille det snavsede porcelæn på en bakke, så vasker hun det op. I instruktionsbogen som ligger alle steder, er der en instruktion i, hvad man skal gøre, hvis der kommer jordskælv. Men det regner vi ikke med at få brug for.

Vi kørte ud ad en vej langs bugten. Her fandt vi en cafe, Chocolat fish, hvor vi fik en dejlig fiskeburger. Cafeen lå i en gammel træbygning, der var en del af et gammel marinestationsanlæg. I nogle bygninger var der filmstudier, et andet sted et galleri og en butik. Her sad vi og nød vores frokost i det lune solskinsvejr med en flot udsigt ud over bugten og videre ind mod Wellington.

På tilbagevejen købte vi lidt aftensmad i New World, hvor Niels elsker at bruge sit rabatkort. Resten af eftermiddagen gik på den dejlige terrasse.

Torsdag d. 1.3.2018. Vinrunde i Marlborough Sounds.

Dagen startede med fint vejr, hvor sejlbådene nede på vandet spejlede sig i vandet. Efter det solide morgenmåltid med spejlæg m.m. kørte vi ud på den vinrute, som værtinden havde foreslået. I området omkring Blenheim ligger der rigtig mange vingårde, som man kan besøge, få smagsprøver på deres vin, spise frokost og andet. Vi fik besøgt vingårdene Giesen, Cloudy Bay, Saint Clair og Highfield Terravin, og midt i det hele besøgte vi også en chokoladefabrik. På Cloudy Bay, sad vi i nogle sækkestole i deres have under nogle kæmpestore træer med et glas vin, og nød solen og livet. Hos Highfield Terravin fik vi frokost på terrassen. Udsigten var fantastisk ud over vinmarkerne og med de fjerne bjerge bag.

Nu blev kursen sat mod Picton, hvor vi kørte op på et højt udsigtspunkt, hvor vi kunne se langt ud over vand og bjerge, medens vi slappede af i solen. Sidst på dagen kørte vi ind til byen, hvor vi gik en lille tur, inden vi satte os ind på Sea Breeze cafe, hvor vi fik noget aftensmad.

Hjemturen gik ad den snoede vej langs vandet, der var mange smukke udsigtssteder i aftensolen. 

Onsdag d. 28.2.2018. Vandring og fuglesang i Marlborough Sounds.

Vejret var med spredte skyer, der hang lavt over bjergene, og både vores værtinde og bagerijomfruen sagde, at det ville klare op i løbet af dagen. Det satsede vi på, og kørte op mod en vandresti, der går op mod en bjergtop, og er en del af den lange Queen Charlotte Track.

Det var en meget flot tur opad, men mange og fine kig ned til de mange små bugter i Kenepuru Sound, hvor huse lå spredt i bushen, og småbåde forankret ude i vandet. 

Herude kalder de lokale de skovklædte bjergsider for bushen, selv om der visse steder er endda meget høje træer. Hvad der er forskel på en skov, en jungle og en bush, kan vi ikke rigtig finde ud af. Fyrretræerne får os til at tænke på skoven ved sommerhuset, kæmpebregnerne får os til at tænke på junglen på Borneo og Bali, og når de siger “Ude i bushen” tænker vi på noget afrikansk. Men ifølge de lokale er det bushen, som vi flere gange har vandret rundt i.

Medens vi vandrede op ad den stenede sti, måtte vi flere gange standse, for at se og høre de fugle, som leverede en fantastisk sang, som akkompagnement til vore skridt opad. Den fine Bellbird så og hørte vi flere gange. De sidste 900 meter gik stejlt op med skarpe hårnålesving. Da vi pustede lidt ud ca. 200 meter fra toppen, proklamerede Niels, at mange havde været 200 meter fra toppen af Mount Everest, og aldrig nået dertil. Men vi nåede toppen, hvorfra man kan se et fantastisk landskab med bjerge, øer og sunde på begge sider af den lange halvø, som vi er på. Medens vi spiste vores frokostpakke, kom og gik skyerne, og gav os det smukkeste udsyn, som man kunne ønske sig. På et tidspunkt kom færgen til Nordøen sejlede ud ad Queen Charlotte Sound, den skal vi med om et par dage, når vi skifter fra Sydøen til Nordøen.

En af de brune Wekafugle kom forbi, og fik nogle stykker brød. Den gik helt ind mellem benene på os, for at finde nogle efterladte krummer, utrolig at en vild fugl, der lever på en bjergskråning, er så tryg ved os.

Turen ned gik hurtigt, og krævede ikke så mange pustepauser. Vi fortsatte ned til den lille idylleriske Mistletoe Bay, hvor der ligger en lille campingplads. Vi nød den lune eftermiddag på en bænk med herlig udsigt, inden det gik hjemover. 

Niels sluttede dagen i den opvarmede jacuzzi, der ligger lidt oppe ad bjergsiden bag ved huset, inden der blev serveret en pizza fra det lokale supermarked.

Tirsdag d. 27.2.2018. Postmand Per og Marlborough Sounds.

Vi var tidligt oppe, og gik op til værtinden, hvor der var dækket et fint morgenbord. Vi fik musli med youghurt, små tykke pandekager med flødeskum og hindbær og toast med flere slags marmelade, så vi var stopmætte, da vi forlod værtindens morgenbord.

Rygsækkene var pakket dagen før, vejret var skyet, men der var ikke lovet regn før ved aftenstid, alligevel havde vi regntøj med. Værtinden spurgte omsorgsfuldt, om vi havde husket en varm jakke, solcreme, hat og frokostpakke.

Vi startede med at køre ind til Havelocks bager, hvor vi købte en kyllingesandwich som frokostpakke. Så blev bilen parkeret nede ved havnen ved Pelorus Mail Boats kontor, og parkeringsafgiften blev lagt i bilvinduet.

Postbåden sejler ud med post og andre ting til de folk, der bor øde steder ud langs kysten i Marlborough Sounds. Samtidig laver de denne sejltur som et cruise ud gennem de smukke områder med bugte, øer og bjerge. 

De fleste, der var med på denne tur, kom fra den gråhårede gruppe af turister, og der var en hyggelig stemning ombord.

Den rødhårede skipper, Jim, med de skotske aner, fortalte underholdende historier om det, som vi sejlede forbi. Jim er den 9. skipper og ejer af postbåden siden den startede sine postture i 1918. Historierne blev suppleret af hans mørke matrosmedhjælper Bendy, der havde maori aner. De skiftedes også til at styre båden. De havde et fantastisk humør, hvor flere af historierne blev krydret med vitser. Der var fri kaffe, the og småkager, men en dåse med specielle småkager var bagt af eleverne i den lokale skole, og indtægterne fra disse kager gik til en ny legeplads til deres skole. Som skipper sagde: “Disse kager er helt sikkert uden E-numre, beskrivelse af indhold og anden varedeklaration”. 

Turen gik langs smukke kyster, hvor bjergsiderne rejste sig stejlt op fra, hvor grønne græsskråninger var fyldt med hvide får, og ud over mere åbent hav. Forskellige steder lagde vi til, hvor der skulle afleveres post, til disse ensomt beliggende steder. Et sted var det en 90-årig mand, der passede den farm, som hans familie havde haft i adskillige generationer. Et andet sted var det en speciel eneboer, der stod på bådebroen og ventede på post og en lille sludder, sammen med hans hund og ged. Bådens matros, der altid klarede forfortøjningen, havde altid et par hundekiks til de hunde, der ventede på bådebroen. Inden vi lagde til et sted, fik vi fortalt næsten alt om beboeren på stedet, så vi kendte dem næsten, når fortøjningen gik i land.

Nogle steder var det muligt at overnatte, så her gik nogen i land, og andre kom ombord.

Ved et fårefarm kunne vi komme i land og snakke med fårefarmeren og hans rødhårede kone. Hans familie havde haft farmen siden 1801, hvor hans forfædre havde ryddet det første stykke skov til græsarealer for fårene. Han ejede et kæmpestort stykke land, og massevis af får. På et luftbillede så det ud som om han ejede en stor halvø. Her gik bl.a. de store fine, hvide lam, som kan blive vores påskelammekølle. Desværre troede han, at han nok blev den sidste generation, da transport m.m. gjorde det mere og mere urentabel. 

Vi fik fortalt meget om fåredrift og uld. 

Der er to ting, som de ikke brød sig om på farmen. Det ene var de vildsvin, der strejfede rundt i skovene ovenfor fårenes græsarealer. De kom ofte ned og forsynede sig af lammene, hvilket selvfølgelig ikke var populært. Derfor skød farmeren dem, når han mødte dem, for så at spise dem, de smagte jo godt. På et hegn sad der ca. 50 vildsvinetrofæer, det var kæben fra dem, der var blevet skudt. Den sidste stod øverst på hegnet, og var ikke mange dage gammel.

Det andet dyr, som de ikke bryder sig om herude er den lille Possum. Den tog farmerens kyllinger, derfor blev den også dræbt, dog havde farmeren en enkel gående i et bur. Deres skind og uld er populær. Ulden strikkes ofte sammen med den fine merinould. Grethe har købt sådan en trøje, og det var meget populært, for det var godt at øge salget, da de gerne vil have antallet af Possums nedbragt. 

I Marlborough området dyrkes de store grønne muslinger i det meget rene vand. Der ligger en muslingefabrik i Havelock, og det er en kæmpe indtægtskilde for byen. Vi sejlede forbi adskillige muslingefarme, og et sted sejlede vi ind imellem muslingerækkerne, og så hvorledes en muslingebåd fiske muslingerne op, inden de blev sejlet ind til fabrikken. Hos fiskehandleren i Hvide Sande ligger disse grønne muslinger i frysedisken, vi har engang brugt dem til en lækker fiskesuppe.

Vi lagde til 15 steder med post, og vi sejlede ca. 150 km i løbet af dagen. Det var en speciel kombination, at lave postruten til en turistoplevelse, men det var en meget spændende tur, hvor der var andre oplevelser end blot naturen. Samtidig gav det jo turistindtægter for området. PostNord skulle måske overveje, om deres økonomi kunne forbedres, hvis de f.eks. lavede postture med turister. Hvad med en tur med postbilen rundt på Holmsland Klit til huse, minkfarme, sommerhuse, campingpladser og Put and Take søer.

Da vi sidst på dagen kom tilbage til Havelock, blev vi enige om, at vi måtte have grønne muslinger til aften. Muslingebutikken på havnen havde lukket, men i supermarkedet havde de et stort kar med friske muslinger, så vi fik en pose muslinger, noget brød og en flaske lokal champagne, og så var vi klar til et festmåltid i vor lille hus. 

Udenfor køkkenvinduet i et mørkt hjørne, kan vi om aftenen se de lysende Glowworms, som også ofte ses i huler.

I løbet af natten hørte vi noget pusle udenfor, vi troede, at det var mus, men værtinden var sikker på, at det havde været deres Possum. Det er et natdyr, og vores værtinde fortalte, at de havde en på grunden.