Onsdag d. 28.2.2018. Vandring og fuglesang i Marlborough Sounds.

Vejret var med spredte skyer, der hang lavt over bjergene, og både vores værtinde og bagerijomfruen sagde, at det ville klare op i løbet af dagen. Det satsede vi på, og kørte op mod en vandresti, der går op mod en bjergtop, og er en del af den lange Queen Charlotte Track.

Det var en meget flot tur opad, men mange og fine kig ned til de mange små bugter i Kenepuru Sound, hvor huse lå spredt i bushen, og småbåde forankret ude i vandet. 

Herude kalder de lokale de skovklædte bjergsider for bushen, selv om der visse steder er endda meget høje træer. Hvad der er forskel på en skov, en jungle og en bush, kan vi ikke rigtig finde ud af. Fyrretræerne får os til at tænke på skoven ved sommerhuset, kæmpebregnerne får os til at tænke på junglen på Borneo og Bali, og når de siger “Ude i bushen” tænker vi på noget afrikansk. Men ifølge de lokale er det bushen, som vi flere gange har vandret rundt i.

Medens vi vandrede op ad den stenede sti, måtte vi flere gange standse, for at se og høre de fugle, som leverede en fantastisk sang, som akkompagnement til vore skridt opad. Den fine Bellbird så og hørte vi flere gange. De sidste 900 meter gik stejlt op med skarpe hårnålesving. Da vi pustede lidt ud ca. 200 meter fra toppen, proklamerede Niels, at mange havde været 200 meter fra toppen af Mount Everest, og aldrig nået dertil. Men vi nåede toppen, hvorfra man kan se et fantastisk landskab med bjerge, øer og sunde på begge sider af den lange halvø, som vi er på. Medens vi spiste vores frokostpakke, kom og gik skyerne, og gav os det smukkeste udsyn, som man kunne ønske sig. På et tidspunkt kom færgen til Nordøen sejlede ud ad Queen Charlotte Sound, den skal vi med om et par dage, når vi skifter fra Sydøen til Nordøen.

En af de brune Wekafugle kom forbi, og fik nogle stykker brød. Den gik helt ind mellem benene på os, for at finde nogle efterladte krummer, utrolig at en vild fugl, der lever på en bjergskråning, er så tryg ved os.

Turen ned gik hurtigt, og krævede ikke så mange pustepauser. Vi fortsatte ned til den lille idylleriske Mistletoe Bay, hvor der ligger en lille campingplads. Vi nød den lune eftermiddag på en bænk med herlig udsigt, inden det gik hjemover. 

Niels sluttede dagen i den opvarmede jacuzzi, der ligger lidt oppe ad bjergsiden bag ved huset, inden der blev serveret en pizza fra det lokale supermarked.

Tirsdag d. 27.2.2018. Postmand Per og Marlborough Sounds.

Vi var tidligt oppe, og gik op til værtinden, hvor der var dækket et fint morgenbord. Vi fik musli med youghurt, små tykke pandekager med flødeskum og hindbær og toast med flere slags marmelade, så vi var stopmætte, da vi forlod værtindens morgenbord.

Rygsækkene var pakket dagen før, vejret var skyet, men der var ikke lovet regn før ved aftenstid, alligevel havde vi regntøj med. Værtinden spurgte omsorgsfuldt, om vi havde husket en varm jakke, solcreme, hat og frokostpakke.

Vi startede med at køre ind til Havelocks bager, hvor vi købte en kyllingesandwich som frokostpakke. Så blev bilen parkeret nede ved havnen ved Pelorus Mail Boats kontor, og parkeringsafgiften blev lagt i bilvinduet.

Postbåden sejler ud med post og andre ting til de folk, der bor øde steder ud langs kysten i Marlborough Sounds. Samtidig laver de denne sejltur som et cruise ud gennem de smukke områder med bugte, øer og bjerge. 

De fleste, der var med på denne tur, kom fra den gråhårede gruppe af turister, og der var en hyggelig stemning ombord.

Den rødhårede skipper, Jim, med de skotske aner, fortalte underholdende historier om det, som vi sejlede forbi. Jim er den 9. skipper og ejer af postbåden siden den startede sine postture i 1918. Historierne blev suppleret af hans mørke matrosmedhjælper Bendy, der havde maori aner. De skiftedes også til at styre båden. De havde et fantastisk humør, hvor flere af historierne blev krydret med vitser. Der var fri kaffe, the og småkager, men en dåse med specielle småkager var bagt af eleverne i den lokale skole, og indtægterne fra disse kager gik til en ny legeplads til deres skole. Som skipper sagde: “Disse kager er helt sikkert uden E-numre, beskrivelse af indhold og anden varedeklaration”. 

Turen gik langs smukke kyster, hvor bjergsiderne rejste sig stejlt op fra, hvor grønne græsskråninger var fyldt med hvide får, og ud over mere åbent hav. Forskellige steder lagde vi til, hvor der skulle afleveres post, til disse ensomt beliggende steder. Et sted var det en 90-årig mand, der passede den farm, som hans familie havde haft i adskillige generationer. Et andet sted var det en speciel eneboer, der stod på bådebroen og ventede på post og en lille sludder, sammen med hans hund og ged. Bådens matros, der altid klarede forfortøjningen, havde altid et par hundekiks til de hunde, der ventede på bådebroen. Inden vi lagde til et sted, fik vi fortalt næsten alt om beboeren på stedet, så vi kendte dem næsten, når fortøjningen gik i land.

Nogle steder var det muligt at overnatte, så her gik nogen i land, og andre kom ombord.

Ved et fårefarm kunne vi komme i land og snakke med fårefarmeren og hans rødhårede kone. Hans familie havde haft farmen siden 1801, hvor hans forfædre havde ryddet det første stykke skov til græsarealer for fårene. Han ejede et kæmpestort stykke land, og massevis af får. På et luftbillede så det ud som om han ejede en stor halvø. Her gik bl.a. de store fine, hvide lam, som kan blive vores påskelammekølle. Desværre troede han, at han nok blev den sidste generation, da transport m.m. gjorde det mere og mere urentabel. 

Vi fik fortalt meget om fåredrift og uld. 

Der er to ting, som de ikke brød sig om på farmen. Det ene var de vildsvin, der strejfede rundt i skovene ovenfor fårenes græsarealer. De kom ofte ned og forsynede sig af lammene, hvilket selvfølgelig ikke var populært. Derfor skød farmeren dem, når han mødte dem, for så at spise dem, de smagte jo godt. På et hegn sad der ca. 50 vildsvinetrofæer, det var kæben fra dem, der var blevet skudt. Den sidste stod øverst på hegnet, og var ikke mange dage gammel.

Det andet dyr, som de ikke bryder sig om herude er den lille Possum. Den tog farmerens kyllinger, derfor blev den også dræbt, dog havde farmeren en enkel gående i et bur. Deres skind og uld er populær. Ulden strikkes ofte sammen med den fine merinould. Grethe har købt sådan en trøje, og det var meget populært, for det var godt at øge salget, da de gerne vil have antallet af Possums nedbragt. 

I Marlborough området dyrkes de store grønne muslinger i det meget rene vand. Der ligger en muslingefabrik i Havelock, og det er en kæmpe indtægtskilde for byen. Vi sejlede forbi adskillige muslingefarme, og et sted sejlede vi ind imellem muslingerækkerne, og så hvorledes en muslingebåd fiske muslingerne op, inden de blev sejlet ind til fabrikken. Hos fiskehandleren i Hvide Sande ligger disse grønne muslinger i frysedisken, vi har engang brugt dem til en lækker fiskesuppe.

Vi lagde til 15 steder med post, og vi sejlede ca. 150 km i løbet af dagen. Det var en speciel kombination, at lave postruten til en turistoplevelse, men det var en meget spændende tur, hvor der var andre oplevelser end blot naturen. Samtidig gav det jo turistindtægter for området. PostNord skulle måske overveje, om deres økonomi kunne forbedres, hvis de f.eks. lavede postture med turister. Hvad med en tur med postbilen rundt på Holmsland Klit til huse, minkfarme, sommerhuse, campingpladser og Put and Take søer.

Da vi sidst på dagen kom tilbage til Havelock, blev vi enige om, at vi måtte have grønne muslinger til aften. Muslingebutikken på havnen havde lukket, men i supermarkedet havde de et stort kar med friske muslinger, så vi fik en pose muslinger, noget brød og en flaske lokal champagne, og så var vi klar til et festmåltid i vor lille hus. 

Udenfor køkkenvinduet i et mørkt hjørne, kan vi om aftenen se de lysende Glowworms, som også ofte ses i huler.

I løbet af natten hørte vi noget pusle udenfor, vi troede, at det var mus, men værtinden var sikker på, at det havde været deres Possum. Det er et natdyr, og vores værtinde fortalte, at de havde en på grunden.

Mandag d. 26.2.2018. Regnvejrsdag.

I dag var det regnvejr, da vi vågnede. Vi fik morgenmad og pakkede vore kufferter ned i bilen. Inden vi forlod Nelson, fik Grethe sig et par nye bukser, og vi fik handlet til frokost og aftensmad, inden det gik mod the Grove Anakiwa i Marlborough Sound, hvor vi havde booket de næste nætter. Skyerne hang lavt mellem bjergene og det regnede det meste af vejen. I Haverock gjorde vi holdt og så det lille bymuseum, der var indrettet i en tidligere metodistkirke. Der er mange af disse små museer, rundt i småbyerne. Haverock er center for grønne muslinger, der dyrkes i stor stil her i området. Lidt udenfor Haverock, gjorde vi holdt ved et udsigtspunkt, hvor man kunne se ned over byen og videre ud over havet. Her spiste vi vores frokost i bilen, da det stadig regnede.

Vi fortsatte mod Tanglewood B&B, som ligger op ad en bjergsiden med mange træer og kæmpebregner. Vi fik først et mindre værelse, med udsigt gennem de høje træer til vandet, men da vi sagde, at vi havde behov for et køkken, fik vi byttet til et meget mere rart værelse med både stue og køkken. Her var der ikke havudsigt, men til gengæld udsigt ud under nogle kæmpebregner.

Vi kørte ud ad en lille vej, for at finde et sted at gå en tur, men det viste sig at være et område med en del sommerhuse, og ingen vandrestier eller småveje ned til vandet.

Søndag d. 25.2.2018. Nelson.

Atter en dag med flot solskin. Vi trængte til en afslappende dag, så denne dag gik med lidt slentren rundt i byen i det fine søndagsvejr. Vi kom forbi det lille museum, hvor vi så den lille fine udstilling om byens tidlige historie. På en lille plads oppe ved kirken, var der opvisning af en gruppe taekwondo folk, der smed ret meget rundt med hinanden på nogle gummemåtter.

Kirken, der lå øverst på en høj, var bygget af grå sten, og kunne godt ligne en fabriksbygning udenfor, men den var rigtig fin og enkel indrettet.

Lørdag d. 24.2.2018. Natur og kultur.

Vi var tidligt oppe, da vi skulle køre op til Marahau, hvor vi havde booket en tur med en båd, der ville sejle os ud i Abel Tasman nationalpark. Da vi næsten var derude, var vejen blokeret på grund af jordskred fra cyklonen, og vi måtte køre en lille omvej, men heldigvis var vi i god tid, så vi nåede det til tiden. 

Ved centeret for Abel Tasman Aquataxa, fik vi parkeret bilen. Sammen med otte andre, blev vi sat op i en båd, der stod på en trailer, der var spændt efter en traktor. Bådens skipper havde kørekort til både traktor og båd. 

Så gik det hen langs stranden, til et sted med en bred flad strand. Det var meget lavvandet, så traktoren kørte os langt ud, inden der var vand nok til at båden kunne sejle. Vi blev sat i vandet, stadig medens vi sad oppe i båden, og så gik det for fuld fart ud over bølgerne med den store 250 hestes motor. 

Skipper sejlede tæt forbi nogle klipper, hvor nogle sæler holdt til. Vejret var flot med klar blå himmel. Ved den lavbundede bugt Torrent Bay, blev vi sat i land, og vi måtte vade et stykke ind. Vi fandt stien til Bark Bay, hvor en anden båd ville samle os op sidst på eftermiddagen. 

Nu gik turen op langs kysten med nogle flotte udsigter ned over små bugter og ud over havet. Turen var på 7.8 km, og gik et stykke op ad bjergsiden, over Falls River var der en hængebro. Dem har vi efterhånden gået på nogle gange, de er ret brugte på alle deres vandrestier. Modsat turen lørdag, så var der næsten ingen fuglesang på disse bjergsider. Der blev gjort et stort arbejde for at genoprette fuglebestanden, ved at prøve at udrydde de dyr, der ikke hørte hjemme her oprindeligt.

Undervejs fik vi vores frokost, og allerede først på eftermiddagen var vi ved Bark Bay. Her nød vi et par timer i solen på den gule strand, inden vores båd dukkede op, og vi kom ombord. På tilbagevejen skulle vi ind i flere bugter og skifte passagerer. Da vi kom til Marahau, var det ikke til at kende, da det nu var blevet højvande. Traktoren holdt oppe ved vejen nu, og igen blev vi trukket op på traileren, og så “sejlede” vi tilbage ad vejen til vores parkeringsplads, nu med den glade skipper som traktorfører. Det var en ret speciel måde at blive transporteret på.

Så var vi klar til næste oplevelse. kl. 19.30 var der open air Opera in the Park i Nelson med New Zealands symfoniorkester og nogle operasangere. Vi havde 1 1/2 times kørsel, men da vi kom ind til byen kom vi i en sneglende  kø, og vi kunne se på klokken, at det blev svært at være fremme til tiden, og vi havde jo ingen billetter endnu. Men vi var snu, og fandt en anden vej, så 20 minutter før det startede, parkerede vi på en stille villavej, hvor vi lynhurtigt klædte om fra vandredress til aftendress, og så skyndte os ned mod parken. Det var en park med mange forskellige sportsbaner, på et kort så vi, at operaen foregik på cricketbanen, men hvor lå den? Vi spurgte et lokalt par, der kom forbi, og fulgtes med dem. Heldigvis var der stadig billetter, så vi kom ind og fandt en god plads på en lille skråning. Vore regnjakker og siddeunderlag gjorde det ud for det tæppe, som vi ikke lige havde med i bagagen. 

På vej ind mod byen havde vi forsynet os med minipizza, muffins, snacks, frugt og vin, så vi ligesom alle de andre kunne nyde lidt godt, medens vi nød musikken og sangen. Nogle i nærheden af os havde dog medbragt finere opdækning end vores regnjakker, da de sad med et bord dækket med en lyserød dug og i lange nederdele og langt hår ned ad ryggen, medens deres småpiger i svingende kjoler og langt hår, dansede på cricketbanens bløde græs. Lige ved siden af os sad en Maorimor med hendes kønne halvstore datter på et knaldrød tæppe. De klædte hinanden flot.

Vi sad fint i solnedgangen, med udsigt til de fjerne blå bjerge, da musikken startede og cikaderne også sang med, der var rigtig feststemning blandt de tusindvis af mennesker.

I pausen, da solen var gået ned, og det begyndte at blive mørkt, meddelte konferencieren at nu passerede den lysende internationale rumstation lige hen over os langt derude i rummet. Den kom flot sejlende forbi lige ved siden af den lysende halvmåne, jo det var en perfekt aften til open air opera, hvor store bannere med billeder af de kæmpestore bregneblade oppe fra bushen, flankerede scenen og lyste i forskellige farver. Medens orkesteret spillede et stykke pompøs musik, sluttede aftenen med et forrygende flot fyrværkeri på den klare mørke himmel, og vi begav os ud i mørket for at finde den stille villavej, hvor vores bil var parkeret, men så var det også næsten midnat, inden vi var hjemme efter et dag med oplevelser af både flot natur og flot kultur.

Fredag d. 23.2.2018. Bjergdag.

Atter en flot morgen med solopgang over bjergene mod nord. Da morgenmaden var klaret, pakkede vi bilen, og det gik mod nord, dagens mål var byen Nelson. Det meste af vejen gik gennem bjergene, gennem Buller Gorge, som vi passerede for nogle dage siden i styrtregn, da cyklonen var på vej ind. Nu var det en anderledes flot tur i solskinsvejr.

Ved Buller Gorge Swingbridge holdt vi pause, og gik først over den lange hængebro over Buller floden. Derefter gik vi en tur gennem skoven ad en lille sti. Også i dette område havde guldgraverne været igang, så der var en gammel historie om, hvorledes de havde levet. 

Der var meget stille i skoven, bortset fra fuglesangen fra oven. Fuglene gav en fantastisk koncert, men de var umulige at få øje på, oppe i de høje træer. Den eneste fugl, som vi fik kontakt med var den lille fantail, der kunne minde lidt om en musvit, bortset fra halefjerene, som den spredte ud som en vifte. Den var meget social, og fulgte os helt tæt flere steder gennem skoven. 

Vi kom til Nelson lige i myldretiden, så der var voldsom trafik gennem byen sådan en fredag eftermiddag, men vi fandt dog frem til Motel DeLorenzo’s, hvor vi havde booket et værelse. 

Da vi var installeret os på værelset, gik vi ind til centrum, som vi bor tæt ved. På en cafe fik vi et glas vin i solskinnet, og da deres mad så lækker ud, bestilte vi noget at spise her. Vi fik et bræt med pølse og skinke og hvidløgsbrød med ost til. Da servetrisen hørte, at vi var fra Danmark, fortalte hun med et stort smil, at hendes mand var lavet i Danmark, men han var tysker. Mon ikke hans forældre havde lejet sommerhus i Danmark. Selv var hun fra Sydkorea, så det var meget international.

Torsdag d. 22.2.2018. Blå hav og himmel, fugle og sæler.

Sol fra morgenstunden, og efter morgenmaden og booking af vort næste bosted i Nelson, startede dagen med et besøg turistbureauet, hvor vi fik booket en sejltur med vandretur i Tasman Nationalpark på lørdag. Vi så også lige det lille fine kulmuseum hos turistbureauet, det gav svar på nogle ubesvarede spørgsmål fra besøget i den gamle kulmineby dagen før.

Så gik det ad kystvejen sydover. Vi skulle have været denne vej, da cyklonen hang og truede onsdag langt ude i vest. Men nu var vejret flot med knaldblå himmel og hav til højre og grønne bjerge til venstre. Det gik ad den flotte kystvej med mange hårnålesving, og mange behov for at stoppe og beundre de fabelagtige udsigter ud over klipper, strande og hav.

Ved Mitchells’ Gully Gold Mine gjorde vi holdt og gik turen gennem junglen langs med det gamle tipvognespor, hvor sand med guldstøv havde været fragtet fra de håbefulde guldgraveres udhuggede gange. Flere steder i de udhuggede gange var Niels sikker på, at der var en guldåre, som han lige skulle kradse i, måske kom der lidt guld med hjem under neglene, men det er sikkert ikke nok til at betale en flybillet til New Zealand.

Turen fortsatte til de meget specielle klipper, Pancake Rocks i Punakaiki. Det er dannet for tusinder af år siden og ligger ud mod havet i stabler af sten, som har fået sammenligningen med stablede pandekager. Vi gik ad den fornemme sti rundt langs klipperne, sammen med massevis af andre turister. 

På en bænk med flot udsigt til New Zealands højeste bjerg, Mount Cook på 3764 meter, hvor sneen lå kridhvid på toppen mod den knaldblå himmel, spiste vi vores frokost, og sluttede med dejlige friske blommer.

Ved Tauranga Bay gik vi ad en fin sti ud langs kysten til New Zealands største sælkoloni med de store Big Bull seals. Lige nu var det tiden med mange unger. Ungerne hoppede rundt på klipperne, af og til på nogle halsbrækkende måder, og de røg da også i vandet ind imellem. En sælmor lå i solen med sin diende unge, det så meget hyggelig ud. På vej derud mødte vi en af de brune Weka fugle, den var meget tillidsfuld, og kom helt hen til Niels. Da vi kom tilbage til parkeringspladsen, gik der tre andre rundt deroppe, så fotografen havde meget travlt.

På tilbagevejen gik vi en tur ud ad den brede strand med det grå sand. En flok måger med røde næb og fødder var meget glade for det brød, som vi havde med. Men de tre sorte oystercatcher fugle med de røde ben og det røde næb, var ikke interesseret i gammelt toastbrød. Fuglene her på egnen synes at være glade for de røde næb og fødder, flot ser det også ud.

Solen var ved at gå ned, så det gik tilbage til Westport og supermarkedet New World, hvor vi købte laksefrikadeller og spinattærte til aftensmad. Niels har endda fået et rabatkort til New World, så vi er med på deres rabattilbud. Vi har jo køkken i vores lille bolig, så det er nemt at lune noget færdigmad.

Dagen sluttede med et glas rødvin på terrassen udenfor vores værelse, hvor solen farvede aftenhimlen gul og rød med turkis himmel imellem, inden vi rykkede ind til kokkens middag, men så var klokken også blevet 21.00.

Onsdag d. 21.2.2018. Kulmine og skummende hav.

Vi vågnede til solskin og stille vejr, og en cyklon, der var draget videre østover. Vi tog en stille formiddag, fik vasket lidt tøj i vaskeriet og andet praktisk.

Midt på dagen fik vi købt lidt frokost, og kørte ud til havet, for at se de store bølger, der fortsat rullede ind på kysten. Vi holdt på en tange, hvor floden Buller på den ene side kom væltende ud i havet med brunt mudret vand og mange væltede træer. På den anden side brølede havets lange bølger ind på stranden også med store træstammer, der kom til at ligge oppe på stranden. Det var utrolig fantastisk at se naturens kræfter mod hinanden.

Vi kørte længere nordpå, og gjorde holdt ved en lille strand, hvor havet havde ædt et stykke af skrænten, så vi måtte blive i bilen, og spise vores medbragte frokost, medens bølgerne brølede skummende ind på stranden.

Flere gange så vi en Weka fugl løbe over vejen. Det er en lille brun New Zealandsk fugl, der ikke kan flyve.

Fra havet kørte vi op ad bjerget igennem flot skov til den gamle kulmineby Denniston, hvor man kan se resterne af den kulmine, der fungerede der i ca 100 år frem til 1967, hvor den blev lukket. Da den var på sit højeste omkring 1920, boede der ca. 1500 mennesker deroppe. Dengang var der skole, hospital, forretninger og meget andet. Det var en utrolig flot udsigt, som de havde deroppe fra, men livet har nok været så hårdt, at det ikke har været den smukke udsigt, der fyldte deres hverdag. Da kulminen startede omkring 1850, kunne de ikke få lokale arbejdere, f.eks. ville guldgraverne ikke arbejde der. Derfor måtte minens ledelse hente arbejdere ud fra England ad flere omgange, for at klare den løbende produktion.

På en pæl i området sad der en plakat med advarsel til turisterne om cyklonen, som vi oplevede dagen før. De har været mange steder, for at advare folk, vi opdagede det bare ikke.

Tirsdag d. 20.2.2018. Cyklonen Gita.

Dagen startede med regnvejr. Efter morgenmaden, blev bilen pakket, og vi startede med at køre ned ad gaden til jademandens butik. Grethe fandt et fint lille halssmykke af jade fra New Zealand, der er en del jade i undergrunden her på Westcost. Damen i butikken spurgte, om vi havde sikret os forsyninger af vand m.m. Da vi var lidt uforstående overfor dette, fortalte hun, at en cyklon var på vej ind over den sydlige del af nordøen og den nordlige del af sydøen, og det er jo lige der, hvor vi er. 

Da hun hørte, at vi var på vej til Westport, frarådede hun os dette på kraftigste, og anbefalede, at vi blev i Hokitika. Da vi havde fået handlet det, som vi havde planlagt, plus lidt ekstra vand, kørte vi på turistkontoret, for at høre om den aktuelle situation. Her blev vi frarådet at køre ad kystvejen, men turistdamen mente godt, at vi kunne køre ad indlandsvejen, så det besluttede vi.

Turen gik godt, selv om det piskede ned med regn, det meste af vejen. Vi kørte gennem nogle flotte områder med skov og bjerge, og det sidste stykke gik langs med floden Buller igennem den meget flotte Buller Gorge. Da vi næsten var i Westport, begyndte det rigtigt at blæse, men vi fandt hurtigt Buller Bridge Motel, hvor vi havde reserveret et dejligt værelse. 

I receptionen fik vi foruden nøglen, udleveret en flaske nødvand og en lille lommelygte, i tilfælde af at strømmen gik. Receptionsdamen ville så komme forbi med varmt vand, hvis vi fik brug for det. I avisen kunne vi se, at campere og lignende blev kraftigt advaret mod at være ude ved kysten, og dem der lå i telte, skulle passe på træer, der kunne vælte. Så der var rigtig gjort forberedelser til cyklonens komme.

Vi fik tømt bilen, og lavede en kop varm kakao, som vi også havde gjort for mere end 30 år siden i Madras, da en cyklon også kom forbi der. Imedens tog stormen til udenfor vinduerne, en palme svajede voldsomt, og  palmegrenene blæste så meget, at det er forunderligt, at de ikke blæser af.

Medens stormen susede og tog på vej, vovede Niels sig ud og fandt et supermarked, hvor han købte ind til aftensmad, medens butiksbestyrer fyldte hylderne op med vand, som åbentbart var blevet tømt ud en gang. Andre kunder stod med bekymrede miner og drøftede vejrsituationen. I byen kørte brandbiler rundt med blinkende lys på taget, måske er der nedfaldne ledninger, som de prøver at klare. Der gik netop en advarsel ind på vores tlf. om man skal finde et sikkert opholdssted. For lidt siden kom værtinden forbi, og fortalte, at der var kommet advarsel, så vi må ikke tage ud i aften, og sirenen har lige lydt for lidt siden. Godt vi er kommet sikkert frem til vores lille logi. Efter oplysninger fra nyhederne går cyklonens øje i land her ved Westport om få timer, d.v.s. ca kl. 20.30 lokal tid. Den er døbt Gita, og er startet oppe ved Tongaøerne, hvor den havde været den voldsomste, som er målt der nogensinde, men den er faldet af, på vej her ned til New Zealand.

Niels lavede middag, som bestod af dampede grønne muslinger, hummer, marinerede rejer på spyd og kold hvidvin. Desserten var blåbærmuffins. Herlig middag på en cyklon-aften, hvor vi ikke ved, om strømmen går.

Men vi led ingen nød og lod stormen suse om huset, medens vi hyggede os indendøre. Ved 20:30 klarede det lidt op, så vi regnede med, at det var øjet. Efter at vi var gået i seng, lød sirenerne igen, men alt var vel hos os, og vi sov fra stormen efter øjet, og vågnede først ved ni tiden. Så det blev langt fra så slemt som frygtet.

Mandag d. 19.2.2018. Franz Josef gletsjeren.

Der var lidt lette skyer til morgen, og efter morgenmaden, fik vi købt lidt frokost til at tage med på turen. Målet for dagens udflugt var Franz Josef gletsjeren, der ligger ca. 150 km syd for Hokitika.

I flot solskin gik det sydover langs havet, igennem store grønne marker med kvæg og ad snoede bjergveje igennem skov med mange tropiske vækster, bl.a. kæmpebregner, som vi før har set i Asien. 

Turen gik gennem nogle småbyer med sjove navne, som Okarito, Whataroa, Harihari og Ruatapu. 

Da bilen var parkeret, og vi havde fået vandrestøvler på, gik det ud ad stien mod kløften, hvor gletsjeren kommer ned og smelter, og bliver til en rivende flod. På et gammelt billede, var der vist, hvor langt nede gletsjeren sluttede i 1867, det betød, at det meste af det område, hvor vi gik idag, var dækket af gletsjeren for ca. 150 år siden.

Det var en fin travetur op gennem kløften, med den rivende flod til den ene side, og adskillige meget høje vandfald ned ad bjergvæggene til den anden side.

Ved enden af stien blæste der en kold vind ned fra gletsjeren, men vi fandt en fin læplads bag nogle store klippeblokke, hvor vi kunne sidde og spise vores frokost, samtidig med at vi havde det flotte kig op til gletsjeren. En mørk sky var ved at danne sig oppe ved toppen, og inden vi fik pakket sammen, kom der regn. Vi sad lidt under regnslagene og håbede på tørvejr, men da der ikke rigtig kom noget tørvejr, begyndte vi nedturen i silende regn. Heldigvis havde vi regnslag på, modsat en del andre, der snart lignede druknede mus.

Da vi kom ned til bilen, holdt regnen op, vi fik de våde regnslag og støvler ind bag i bilen, inden det gik tilbage mod Hokitika, hvor vi var ved 19-tiden. 

Vi skiftede hurtigt tøj, og gik ned ad gaden til Fat Pipis Pizza, hvor vi fik en pizza og en øl ude i deres have i den lune aften, medens bølgerne skyllede ind på stranden nedenfor.

Søndag d. 18.2.2018. Dasedag ved søen.

Solen skinnende ned over vores lille terrasse, Niels hentede frisk brød ved bageren, og snart var der morgenmad på terrassen. Da det var klaret, gik vi op i byen for at få lidt nyheder på turistbureauet og få købt lidt madvarer. I en uldtøjsbutik fik Grethe en vissengrøn trøje lavet af merinould fra New Zealand, silke og possumpels. Possumdyret er ikke særlig populært her i New Zealand, hvor den blev indført fra Australien for at skabe en pelsproduktion. Da det lille dyr ingen naturlige fjender har her, voksede antallet til uanede størrelser. Desuden har den været med til at sprede TB blandt kvæget her, så meldingen er, at man endelig skal køre den over, hvis man møder den ude på vejene. Men Grethes nye trøje er en superlækker kvalitet.

Vi pakkede bilen og kørte mod den lille sø Lake Kaniere. På en grøn plet slog vi os ned i solen, og nød livet og vores medbragte frokost. Tre ænder kom på et tidspunkt gående fredelig forbi os. 

Midt på eftermiddagen kørte vi ned til Hokitika Gorge Swingbridge, der går over floden Hokitika River, der løber ud i Det Tasmanske hav, lige for enden af vores vej. Vi gik turen langs floden, der er mælkegrøn til turkisgrøn på grund af meget kalk, og vi passerede over den svingende bro, som kun kunne tage seks personer eller max 1000 kg. De seks personer må vist veje godt til, hvis det regnestykke skal gå op.

Efter at vi havde fået aftensmad, gik vi i solnedgangen langs floden ud til flodmundingen, hvor der ligger en model af de gamle skibe, der tidligere besejlede området. Det bruges til picnic, og adskillige sad der og hyggede sig med deres aftensmad.

Klokken er nu 20.00, og fra vores terrasse kan vi se den nedgående sol skinner på den smukke gamle biblioteksbygning her i Hokitika. Gardinet vifter i aftenbrisen i den åbne terrassedør og et glas rødvin står på bordet.

Lørdag d. 17.2.2018. Hokitika.

New Zealand er fyldt med sjove stednavne, som man lige skal øve sig lidt på, før de kan lejre sig i hukommelsen, som f.eks. Akoroa, og Hokitika, hvor vi sætter kursen mod idag.

Efter morgenmaden på terrassen, pakkede vi bilen, og sagde farvel til værtsparret, vi fik en kæmpestor pinjekogle og en pose hjemmeavlede valnødder fra de mange træer i haven. 

Så blev kursen sat fra øst mod vest op over bjergene, som vi skal passere gennem Arthur’ Pass. 

Før vi kom til passet, gjorde vi holdt ved Castle Hill, der er nogle kæmpestore og specielle limsten, der på afstand kan minde om Stonehenge i England. I flot solskin gik vi turen op over mellem de store sten og fik den flotte udsigt til de høje bjerge længere væk, og den grønne mark med hundredevis af får for foden af området. Det var en meget særlig oplevelse med naturens specielle kreationer.

Turen fortsatte og vejret blev mere skyet. Da vi havde passeret passet, begyndte det at regne, men da vi kom ned på den anden side, klarede det op igen og solen stod deroppe på en meget blå himmel. 

Efter lidt frokost, tog vi en lille grusstikvej ( Old Christchurch Road) ind gennem skoven mod Det Tasmanske Hav. På vejen kom vi forbi et minimuseum fra jernbanens barndom i området, hvor de havde forsøgt at bygge jernbanebroer over de fossende floder oppe fra bjergene. Det var ikke lykkedes særlig godt, da de hele tiden blev revet omkuld af de fossende vandmasser. Måske skulle de have sendt bud efter “Brobyggerne” fra Jan Guillions romaner om de norske brødre, der blev uddannet til ingeniører, og havde lovet at komme hjem og bygge Bergensbanen. Nu stod der en sektion af en af deres gamle træbroer.

På den videre tur kom vi forbi store grønne græsningsområder med hundredvis af køer. Et sted var det tid til malkning, og lige da vi passerede, var koflokken startet på eftermiddagens malkevandring ad en lang mudret sti, hvor denne sunde, flotte kohær traskede afsted efter hinanden så langt øjet rakte, medens de kiggede nysgerrigt på de to mærkelige skabninger, der også stod og gloede på dem. Der var mange, mange køer, vi så bl.a. Både ko nr. 9 og 339 passere forbi.

Snart var vi ude ved vandet i regionen Westland og den lille by Hokitika, hvor vi fandt ned til det lille hvide hus ved havet, som vi havde lejet for de næste dage. Vi fik os installeret, og gik op ad gaden, der mindede om hovedgaden i en gammel cowboyfilm. Vi så på fine ting i jadeforretninger, og fik en Frappe på byens teatercafe.

Bølgerne fra havet er i ørene på os, og håret blæser en del fra vinden derude fra Det tasmanske Hav, der fortsætter ud i Ishavet og ned til Antarktis.

Overfor vores terrasse, ligger der et gammelt flot træhus i to etager fra 1905. Det er malet i to gule nuancer, og med røde, grønne og gule vinduer med små blyindfattede ruder foroven. Det er et meget fint eksempel på et gammel landsbyhus her fra egnen.

Først på aftenen gik vi ned ad gaden til en restaurant, for at få noget aftensmad. Der var mange mennesker, og vi satte os i venteposition i baren med et glas øl. Efter middagen kaldte solnedgangen, så vi gik ned til stranden sammen med mange andre. Der er meget drivtømmer på stranden, og et sted var bynavnet Hokitika lavet af drivtømmer, der stod op mellem stenene. Alle skulle have et billede af solnedgangen gennem et af bogstaverne. Da solen kl. 20.40. forsvandt blev det også køligt, så det gik i rask trav det lille stykke hjem til vores lille strandhus og et glas rødvin.

Fredag d. 16.2.2018. Akoroa.

Vi vågnede til en lidt skyet, men lun morgen. Efter morgenmaden på terrassen pakkede vi bilen til en tur ud langs  bjergene og vandet til Akoroa. Oppe i højderne blæste det ret meget, men der var en utrolig flot udsigt rundt til bjergene og ned over bugten og Stillehavet nedenfor. Vi måtte stoppe flere gange for at nyde udsigten. Ved en sø, hvor vi havde gjort holdt, var der en del turister og et par busser ved en gård. Her viste fåreavleren bl.a. hvorledes en hyrdehund var trænet til at holde sammen på fåreflokken og flytte flokken rundt.

Nede i Akoroa startede vi med at stille sulten med en pizza, inden vi gik på opdagelse. Vi vendte forbi den lille St Patrick trækirke, der er fra 1864, nok noget af det ældste i byen. Vi fortsatte ned til havnen, hvor vi sad i solen på en bænk, og så på vandet og de andre turister, inden vi tog den flotte tur op over bjergene og hjemover. Vi gjorde holdt ved en lavvandet bugt, hvor der gik en masse vadefugle, ænder og gæs. Det er meget anderledes fugle, end vi er vant til at se, så det er svært at hæfte navne på dem.

Først på aftenen kørte vi ind til centrum. På flere af de tomter, hvor gamle huse blev ødelagt af jordskælvet, er der lavet midlertidige, primitive P-pladser, så det er nemt at finde parkering inde i centrum. Der var mange mennesker i byen denne fredag aften. På vejen tilbage kastede vi et kig ind i det gamle teater, der er blevet meget flot totalrenoveret, som det så ud før jordskælvet.

Torsdag d. 15.2.2018. Antarktis og Stillehavet.

Natten havde budt på et par vågne timer, men vi var faldet i søvn igen og vågnede så normalt ved syv-tiden, så vi har besluttet, at tidsforskellen er på plads. 

Efter tidlig morgenmad på terrassen, havde værtinden tilbudt at køre os ind til lufthavnen, så vi kunne få hentet vores lejebil. Det var hurtigt og nemt klaret af en flink ung, rødhåret fyr, og snart kunne vi starte den meget blå Toyota og køre ud i New Zealands venstrekørsel.

Lige ved lufthavnen ligger der et stort antarktisk forskningscenter, Antarktis ligger jo lige rundt om hjørnet. I lufthavnen holdt der to store transportfly fra US Army, som forskerne bruger til at flyve forsyninger til forskellige forskningsstationer på Antarktis. Ved dette forskningscenter ligger International Antarctic Center, hvor man på en populær måde kan se og lære forskellige ting om Antarktis. Et besøg her passede lige til os idag, så vi startede med at sætte os på terrassen i solen og få lidt frokost med sushi og en dosai lignende rulle med oksekød og revet gulerod, inden vi gik på opdagelse i isens verden. 

Vi startede med at tage med et af de bæltekøretøjer, som kører rundt dernede på det frosne land. Vi sad spændt fast og holdt desuden fast i stropperne i loftet. Der var lavet en bane, således at man fornemmede, hvorledes det var køre ud over isens revner og ujævnheder, heldigvis overlevede vi alle.

Udstillingen var ret spændende og godt lavet. Man kom ind i et koldt rum, hvor de sendte sne og blæst ud, et sted så koldt, at der hang vintertøj til at tage på, da temperaturen kom ned til minus 18 grader og stormvejr. I et bassin svømmede pingvinerne rundt, og udenfor lå nogle blåøjede huskeys slædehunde, som man kunne klappe lidt på. Et sted var en film med en helikoptertur over et flot område. Et andet sted var der en 4D film med bl.a. en sejltur mellem isbjergene. Den fjerde dimension foregik i sædet, hvor en sæl viftede os på benene en gang imellem, sædet bumpede tungt, når vi ramte en stor bølge, og bølgen sprøjtede vand ind over os. Vi blev også spyttet i hovedet af både en sæl og en fugl. Det var meget sjovt og lærerigt lavet.

Fra Antarktis kørte vi ud til Stillehavet, der skyller ind og larmer på samme måde som Vesterhavet. De opskyllede muslingeskaller er dog anderledes kraftige, og tangen er voldsom stor og kraftig, det føles og ser ud som brune cykelslanger. Vi gik en tur langs havet i det dejlige solskin, og lidt længere inde mod byen, fik vi en is, medens vi så på bølgerne.

Niels havde på GPS fundet en parkeringsplads inde ved Christchurch cathedral. Da vi kom derind, var der en del vejarbejde, så vi fandt en anden parkering lige i nærheden Centrum af Christchurch er stadig meget præget af de to store jordskælv i 2010 og 2011. Der er store huller i bebyggelsen, hvor der tidligere lå store, fine og gamle bygninger. De er helt væk nu, kun ruinerne af chatedralen stå der. Der er lavet en del midlertidig udsmykning, for at dække over de store skader, hvor 186 mennesker omkom. 

Ved aftenstid fandt vi ind på Chong’s chinese restaurant, hvor der kun var kinesiske gæster ved store runde borde, og i sædvanlig højtråbende stil, men det var sjovt og hyggeligt. I aftensolen fandt vi tilbage til bilen og kørte hjem til en kop the i solen på terrassen.

Om morgenen havde vi læst, at prins Henrik var død. Torsdags Politikken har på deres forsiden et digt af prins Henrik i forbindelse med hans død d. 13.2.18. Det tog vi til os og vores aktuelle livsform i en hyldest til prins Henrik:

Min bagage dufter af lykke

Den blæser smerten et stykke.

Ud i det grønne

Ud i det blå

Vil jeg let om hjertet gå.

“Frihjulet” af Prins Henrik.

Onsdag d. 14.2.2018. Ankomst New Zealand.

Da vi med Quantas Air fløj ud over Stillehavet blev tirsdag til onsdag efter vores danske tid. Efter den lokale tid er vi ved at få sen morgenmad. Vi er på vej fra Brisbane i Australien til Christchurch i New Zealand med vores femte fly, og det er vores sidste destination. Der skulle gerne være et par senge til os derovre på sydøen af New Zealands. Niels ser filmen Victoria og Abdul. Der er røget nogle film igennem på de seneste par dages lange flystræk. Solen skinner flot og der er nogle lave, spredte skyer. 

Da vi var landet i New Zealand, blev vi først checket af politiet i paskontrollen, og udspurgt om forskellige ting, medens en hund gik og snusede til folks bagage. 

Derefter gik vi over for at finde vore kufferter, den ene havde fået et ordentlig stød i det ene hjørne, og den anden havde mistet sin lilla kuffertrem, men de var trods alt kommet hele vejen alene til New Zealand i nogenlunde stand. Da alt bagage var kommet på en kuffertvogn, gik vi videre til en ny kø. Nu ville en dame vide noget om vores medbragte medicin, hvornår vi sidst havde vasket vore vandrestøvler, hvornår Niels’ dykkerbriller sidst var brugt, og flere andre ting, men hun var nu meget flink. New Zealand er meget påpasselig med, at landet ikke får uønskede ting ind, der kan skade deres natur.

Så var vi ved at være igennem, og udenfor fandt vi en taxa, der for en lidt høj pris ville køre os ud til vores B&B på Walnut Grove, et hus på en kæmpegrund. Værelset var stort og fint, og lå i en selvstændig bygning ved siden af ejerens hus. Fra terrassen så vi ud over den store have med valnøddetræer. Huset ligger i udkanten af et villaområde.

Da vi havde fået et bad og fundet noget sommertøj frem, gik vi ud for at finde et sted, hvor vi kunne få noget aftensmad, selv om vores tidsregning fra Danmark sagde tidlig morgen, men vi skal jo have de 12 timers tidsforskel på plads. Vi fandt en japansk restaurant, og da vi havde spist, gik det hjemover, hvor vi faldt omkuld og sov dejligt i en rigtig seng, efter to døgn i flysæder.

Vores flyplan med rejsen splittet op i 5 flyvninger, hvor længste flyvning var 7 timer, havde virket efter planen. Vi holdt os rimelig friske på hele turen.

Tirsdag d. 13.2.2018. 2. Pitstop Dubai, 3. Pitstop Singapore og 4. Pitstop Brisbane.

Medens vi havde nogle timer i Dubai lufthavn inden det næste fly, var mandag ved at blive til tirsdag efter dansk tid. Snart begyndte natflyvningen hen over Det indiske ocean, Indien og Den bengalske havbugt til Singapore. Vejret var meget uroligt, vi hoppede stort set hele vejen, og blev flere gange vækket ved at kaptajnen sagde, at alle skulle sætte sig på deres pladser, hvilket vi jo allerede gjorde, da vi jo prøvede at sove lidt. Serveringen var også præget af mange stop på grund af det urolige vejr, men vi havde sovetid, så det gik alt sammen, og vi sov fra ca. kl. 23 til 03.

Efter morgenmaden landede vi Singapore. Som sædvanlig havde vi under indflyvningen udsigt til det flotte Hotel Marina Bay Sand, hvor vi boede nogle dage for et par år siden. Egentlig skulle vi videre med det samme fly, stadig med Emiraterne, til Brisbane i Australien, men vi skulle rømme flyet med al vores håndbagage, og igennem en ny boarding til samme fly, og til samme pladser en time senere.

Da alle var ombord igen, var der vistnok frokostservering. Det kan på grund af tidsforskellen være svært at holde styr på, hvilke måltider, der bliver serveret. Så gik tiden igen med lidt læsning og film, bl.a. Abernes kongerige, der var en sjov og flot film med optagelser af nogle abers indbyrdes adfærd.

Da vi landede i Brisbane, var det blevet over midnat lokal tid, men kun sidst på eftermiddagen for os. Vi skulle sammen med en lille flok i transit, og blev ledt ud på en lang, øde og halvmørk gang, hvor alle udgange var lukket. Efter nogen trasken frem og tilbage på denne øde gang, fik vi fat i en butiksmand, der fik fat i en lufthavnsdame, der fik os ind igennem et Securitycheck, inden vi kunne lukkes ind i transit. Niels er stadig bekymret over, om alle kom med igennem, eller om nogen stadig flakker frem og tilbage ude på den halvmørket gang

Vi fandt nogle gode sofaer i et stille hjørne. Her kunne vi få et par timers søvn i liggende stilling, inden vi fik noget dejlig morgenmad i en lounge, og inden der var boarding til New Zealand. 

For passagererne, der gik rundt i lufthavnen, var påklædningen blevet shorts, sandaler og sommerbluser, medens vi stadig traskede rundt i det tøj, som vi var startet i mandag morgen i Sønderborgs kulde.

Da vi var kommet ombord, måtte vi vente lidt på en flok, der kom fra et andet fly, der var blevet forsinket, men så gik det afsted i medvind mod New Zealand.

Mandag d. 12.2.2018. 1. Pitstop København.

Idag ringede vækkeuret kl. 3.45. Normalt ringer vækkeuret slet ikke. Vi var dog vågnet før, det ringede. Var vi nervøse for de to døgns rejse, som ventede på os, inden vi kunne sætte fødderne på New Zealands jord, et sted der langt nede i nærheden af Antarktis? De to sorte kufferter var pakket og vejet, og stod parat i bryggerset. Vejret var mørkt og blæsende, og i det lille  øjeblik, hvor bilen stod parkeret udenfor døren, kom der en lille isslagsbyge forbi, og mindede os om, at det er vinter på den nordlige halvkugle, men der langt nede syd for ækvator på den sydlige halvkugle, hvor vi er på vej til, er der sommer nu. 

Vi havde god tid, og fik lukket huset af, inden vi kl. 5.45 satte kursen mod Sønderborg til det første morgenfly, medens Danfoss’ morgentrafik og saltbilen kørte nordover.

I Sønderborg kunne Christa og AlsieExpress kun checke os ind til København, så vi måtte på den igen, når vi kom derover. Så startede den lange rejse i det første fly af fem. Ruten klares med AlsieExpress, Emiraterne og Qantas, via Sønderborg, København, Dubai, Singapore, Brisbane og Christchurch, inden vi igen finder en seng at sove i, og vore kufferter forhåbentlig har fundet den samme vej helt alene.

Da vi kom ud af Sønderborgflyet, stod Elkes Lene og hilste på, hun havde været hjemme på weekend og set os i flyet, så vi fik en lille sludder, medens vi gik gennem lufthavnen. Hyggeligt.

I København måtte vi vente nogle timer, før Emiraterne lukkede op for checkin. Vi var tidligt i København, da AirAlsia på grund af vinterferien havde aflyst formiddagsflyet. Det var en større operation, at få os checket ind helt til New Zealand, og det endte da også med, at det kun var vore kufferter, der kunne komme helt derud, vi måtte lige selv sørge for at finde nogle boardingkort i Brisbane, når vi engang nåede dertil. 

Da vi var kommet igennem Security og paskontrol, gik vi ind i en ny lounge, som Niels havde fundet. Her fik vi lidt frokost og en kop the, inden vi gik ud til Emiraternes kæmpefly, A 380, til ca. 500 passagerer. Vi havde pladser bagest i flyet, så vi kom først ombord. 

Da vi havde fået os indrettet på de små kvadratcentimeter, der både indeholder spisebord, fjernsyn, fjernbetjening, højtaler, kopholder, knag til at hænge tasken på, “litteratur”, og festmiddag med rødvin og andet, fik vi en lille lur, inden der kom drinks og snacks, og vi begyndte på en af deres mange, mange film, inden middagen blev serveret med 1000 km i timen og i 39000 fods højde. Vi så The Son of Bigfoot og Snemanden af Jo Nesbø.

På et tidspunkt under middagen, så Niels en meddelelse på flyskærmen om at der var 58 minutter til bøn. Emiraterne fra Dubai er nok mere religiøst orienteret end Alsie Express fra Sønderborg.